Come together
- et pædagogisk udviklingsprojekt om integration af musikpædagogisk teori i sammenspilsundervisning
Pædagogisk udviklingsprojekt v. Torben Westergaard, Karsten Aaholm og Kristian Lassen
Baggrund
Inden for undervisning i forskellige former for musikalsk ledelse er der ofte en adskillelse mellem den praktiske og den teoretisk-pædagogiske erfaringsverden. Konsekvensen af dette er, at man på konservatorier og andre højere læreanstalter historisk set har delt undervisning op i hhv. et praktisk og et teoretisk fag (f.eks. Sammenspilsledelse og Musikpædagogisk teori).
Brobygning
I pædagogisk teori er der imidlertid en lang række begreber – som fx Csikszentmihalyis flowteori, Løvlies praksisteori og Bernsteins interaktionsprincipper – som kan siges at udgøre teoretiske meta-beskrivelser af den pædagogiske formidlingssituation. Spørgsmålet for os i dette udviklingsprojekt var så, hvordan der kan bygges en bro, der går begge veje mellem konkret musikalsk praksis og teoretisk/pædagogisk viden af almen karakter.
Pilotprojekt
I forlængelse af dette integrative perspektiv blev vi i 2020 bevilget timer af DJM til et pilotprojekt, hvor underviser i musikpædagogisk teori Torben Westergaard var medunderviser i musikledelsesfaget sammen med de faste undervisere Karsten Aaholm og Kristian Lassen.
Videreudvikling
Det er erfaringerne fra dette undervisningsforløb – hvor vi helt konkret og med de studerende som aktive deltagere og sparringspartnere anvendte ovennævnte teoretiske perspektiver som dels inspirationsoplæg, dels praksisanvisende – vi nu har videreudviklet og dokumenterer i nedenstående rapport. Dette gøres i håbet om, at resultatet af vores udviklingserfaringer kan finde anvendelse hos andre undervisere samt introducere nye veje i musikalsk sammenspilsledelse på DJM og andre undervisningsinstitutioner.
Studenterinddragelse og ekstern sparring
For at sikre en bred fundering og relevans af vores udviklingsprojekt har studerende været inddraget aktivt i processen gennem dialog og afprøvning af tilgangen. Desuden har vi gennem ekstern sparring med lektor Peter Just Rasmussen (Musikvidenskabeligt Institut, AU) yderligere kunnet kvalificere både udviklings- såvel som dokumentationsprocessen.
Come Together-projektet er beskrevet i en artikel der er udgivet i Musikskolen. Læs artiklen der eller her:
De tre undervisere har også skrevet en fuld rapport om projektet. Klik på billedet neden for for at læse rapporten