Composition on display

- en levende musikalsk installation på Viby Bibliotek

v. Mikkel Bolding

Der ses i disse år flere eksempler på en vilje til at rykke den skabende proces ud af det lukkede rum og ud i anderledes møder mellem skaber/modtager. Den britiske sangskriver PJ Harvey  indspillede eksempelvis et af sine seneste album på et museum: https://www.somersethouse.org.uk/whats-on/pj-harvey-recording-in-progress
Sådan et tiltag er med til at åbne op for nye perspektiver på, hvad musikformidling kan være i det moderne musiklandskab, og for de kreative muligheder der ligger i at arbejde med formidling som  en del af den kunstneriske proces. Gennem de senere år har vi på konservatoriet oplevet en stigende søgning til de skabende uddannelser. Skabende praksis fylder mere og mere i moderne musikundervisning – ikke kun på konservatorieniveau, men også i fødekæden på MGK-, musikskole- og højskoleniveau. Det er imidlertid et felt med meget få pædagogiske ressourcer. Der kan derfor identificeres et generelt behov for undervisningsudvikling på det skabende fagområde.

I ‘Composition on display’ samarbejder et blandet hold på 5-6 studerende fra de skabende uddannelser på Det Jyske Musikkonservatorium om at skabe en levende musikalsk installation på Viby Bibliotek. Gennem et semester er de studerende artists in residence på biblioteket, hvor de fra et åbent værksted midt i biblioteket, skriver, indspiller og formidler ny musik foran husets brugere. Projektet sætter fokus på en for publikum normalt utilgængelig proces og undersøger herigennem, hvordan den løbende formidling af det skabende arbejde indvirker på samarbejdsrelationer, metoder og værkdannelse.

Projektets overordnede formål er at undersøge nye tilgange til udvikling af undervisning i skabende færdigheder. I projektet etableres en situation (installationen), hvor den skabende praksis  udøves og i sagens natur formidles på en og samme tid. Et centralt undersøgelsesspørgsmål for projektet er, hvordan denne rammebetingelse indvirker på de studerendes samarbejdsrelationer, metoder, oplevelse af værkdannelse mv.

Undersøgelsesarbejdet foregår dels gennem observation af de enkelte sessions på biblioteket. Dels gennem supervisionsmøder mellem hver session, hvor processen evalueres og  undersøgelsesspørgsmål diskuteres. Refleksioner, feedback og ideer herfra inddrages herefter i den næste session og så fremdeles. Det er målet, at det samlede output kan fungere som konkret undervisningsressource i krydsfeltet mellem kompositions- og formidlingsundervisning. Biblioteket er valgt som samarbejdspartner i projektet på grund af institutionens tradition for fordybelse,
nysgerrighed og formidling af kulturprodukter. Ved projektets afslutning præsenteres de færdige musikværker således i en visning på biblioteket.