Med dette projekt har Peter Seebach undersøgt den musikalske og kulturelle baggrund for reggae-musikken.
Docent Peter Seebach
Rastafarianisme er en religiøs bevægelse, som opstod i 1930’ernes Jamaica sideløbende med en politisk bevægelse anført af den sorte politiker Marcus Garvey. Begge bevægelser havde stort fokus på den hvide befolknings udnyttelse af de sorte.
Rastafarianismen er løst organiseret, og der er ingen overordnet autoritet. Mange af tilhængerne mener ikke, at rastafarianisme er en religion, men ”a relation with life.” Tidligere var Rastaer nærmest fredløse, men accepteres nu som en del af Jamaicansk kultur. Rastaer drikker ikke alkohol, ryger ikke tobak og spiser ikke kød, men ryger den for dem hellige urt ganja og spiller Nyabinghimusik – med det mål at opnå en højere spirituel bevidsthed.
I 1950’erne stiftede trommemusikeren Count Ossie et Rastafællesskab i Jamaicas hovedstad Kingston, hvor mange musikere kom og lærte om Rastafari. Der blev jammet på mange instrumenter over Nyabinghi trommerytmerne, som Count Ossie efter sigende opfandt på basis af jamaicanske traditioner med rødder i Afrika. Count Ossies betydning for jamaicansk musik og udviklingen af Reggae anses for helt særlig. Et godt udtryk for det er, at den amerikanske jazzlegende Duke Ellington besøgte Count Ossie og hans musikere i forbindelse med et ophold på Jamaica.
Originalindspilningen fra 1958 af sangen ”Oh Carolina” med vokalgruppen Folkes Brothers anses for at være en milepæl i udviklingen af de kommende årtiers jamaicanske populære stilarter – Ska, Rocksteady og Reggae. Her medvirkede Count Ossie og hans trommegruppe og for første gang hørtes Nyabinghirytmer på plade. I forhold til normalt har Count Ossie vendt betoningen i Nyabinghirytmerne i studiet så sangen får et stærkt off-beat. Dette bekræfter begge ovenstående citater.
Nyabinghi trommespil er udbredt til alle Rastafarians i Jamaica. Musikken bruges bl. a. i forbindelse med religiøse ceremonier.
Trommerne frembringer en dyb, meditativ puls og ledsages af et messende sangforedrag af tydelig britisk oprindelse. Der hører ikke dans til. Det, sammenholdt med sangene, gør det usandsynligt, at det er en oprindelig afrikansk form. Det er snarere en gendigtet form skabt i en søgen efter afrikanske rødder og med det bevidst langsomme tempo skabt til meditation.
Nyabinghi navnet kommer fra Østafrika, hvor en Dronning Nyabinghi i Uganda i 1800 tallet skulle have været kendt for sin kraftfulde, mystiske trancetromme.
Kumina er én af flere afrojamaicanske religiøse traditioner, som med sang, dans og tromning stadig dyrkes rituelt i små lokale samfund. Gennem udøvelsen af Kumina prøver de medvirkende at få kontakt med forfædrenes ånder, hvilket kommer til udtryk ved at én eller flere tilstedeværende bliver besat af en ånd – kommer i trance gennem dansen. Rytmerne er meget lig Nyabinghi, dog er tempoet højere, improvisa-tionerne vildere. Kumina stammer fra Congo og det er de rytmer, som Count Ossie lavede Nyabinghi rytmerne udfra.
Se Peters poster fra DJMs forskningsseminar 2017
