Udvikling af nye værker for solocello
v/ professor Henrik Brendstrup
Med Bachs berømte cellosuiter som reference udvikler DJM’s celloprofessor Henrik Brendstrup seks værker for solocello, der i et samtidsmusikalsk udtryk bygger bro mellem stilarter og tidsepoker. Projektet undersøger hvordan arbejdsformen ”dialogisk komposition” påvirker processen og resultatet.
Studerende indgår aktivt, dels som komponister, dels som refleksionspartnere.
Komponisterne
- To komponiststuderende fra DJM samt to fra Norges musikkhøgskole, udvalgt af Simon Steen-Andersen (DJM) og Eivind Buene (NMH)
- NMH: Elias Nurmi og Astrid Solberg
- DJM: Monika Szpyrka og Pawel Malinowski
- To komponister m. rytmisk baggrund: Erik Ørum von Spreckelsen og Kasper Bai
Dialogisk komposition
I dette projekt får begrebet dialogisk komposition flere betydninger. Dialogen mellem Bach og de nutidige komponister – dialogen mellem udøver og komponist i skabelsen af det nye værk – og refleksionen, der opstår ved tilbagevenden til den gamle musik, nu i nyt perspektiv.
De nye værker skal hver baseres på én af de originale seks cellosuiter af Bach, men ellers er opgaven helt åben. Der er ingen dogmer eller krav til formen. Hver enkelt komponist kan reagere individuelt på den opgave, der er stillet. De kan vælge at forholde sig til hele værket eller kun en lille del af det – et motiv, en stemning, eller en rytmisk figur.
Projektet undersøger desuden om de ”rytmiske” komponisters reaktion på Bach adskiller sig fra de såkaldt ”klassiske” – lægges der vægt på andre elementer?
Pædagogisk proces og resultat
De cellostuderende intensiverer arbejdet med de gamle suiter. Den nyskrevne musik præsenteres allerede på skitseplan for dem, nye spillemåder introduceres og teknikker afprøves, og de studerende cellister inddrages i den skabende proces med komponisterne i workshops. På denne måde er både komponisten, de studerende og Brendstrup medskabere af den ny musik.
Slutproduktet bliver seks nye værker, der på etudeplan kan anvendes som teknisk grundlag for indstudering af samtidsmusik samt indgå i udbygningen af det moderne repertoire for cellister generelt.
Eks. 1: A cello is not a cello is not a cello
Elias Nurmi, som er en af komponisterne fra Oslo, fik til opgave at skrive over den 6. suite i D-dur, der er skrevet til et fem-strenget instrument. Så en cello er ikke bare en cello … Som det fremgår af noden lige nedenfor, benytter Elias sig af ekstreme nuancer som ppp og pppp og desuden også af usædvanlige spillemåder. Buen stryger ofte ekstremt sul tasto, dvs. højt oppe på gribebrættet, og venstrehånden skal forme vanskelige dobbeltgreb med kvartflageoletter og andet godt. Det hele udmøntes i et meget tyst ekko af Bachs musik.
Nedenfor ses en håndholdt optagelse fra en workshop, hvor Maria Edlund spiller Nurmis sats. Til sidst i videoen dukker en præindspillet optagelse af Sarabande-satsen fra den 6. suite op i en lidt underlig forvrænget form. Det er komponisten selv, der har indspillet musikken meget langsomt i G-dur, dvs. en kvint under, og her afspilles den så i hurtigere tempo, så vi når tilbage i originaltonearten D-dur.
Eks. 2: Bach og senromantik
Erik Ørum von Spreckelsen er en af vore førende jazzpianister og docent ved Syddansk Musikkonservatorium. Som klassisk komponist har han bl.a. skrevet to operaer og en del kammermusik. Han har en forkærlighed for det senromantiske tonesprog. I Bachs 5. suite har Erik særligt ladet sig inspirere af den mørke c-mol-tonalitet, koncentreret om celloens dybe c-streng. Ligeledes har enkelte rytmiske motiver og det han kalder små melodiske ”celler” fra Bachs hånd dannet grundlag for hans værk. Brendstrup spiller her de første takter af Bachs originale c-mol-præludie og går på et tidspunkt direkte over til Eriks sats.
Eks. 3: Bach A´la´Mande
Kasper Bai er underviser på DJM og en fremragende jazzguitarist. Han er en flittig komponist og arrangør i mange forskellige genrer. Kasper fik til opgave at skrive over d-mol-suiten, nr. 2. I dette eksempel har Kasper faktisk brugt alle de originale toner i Allemande-satsen hos Bach, tilføjet en række ofte kromatiske ekstra toner og derved skabt en hel ny A´la´Mande-sats, vel nærmest i en form for bebop tonalitet. Brendstrup spiller her første del af Bachs originale Allemande samt den del af Kaspers sats, der svarer til. Bemærk hvordan Bachs oprindelige toner gemmer sig i en hel ny forklædning.