European Storytelling

Christian Vuust & Pablo Held Studieindspilning i 2018

Christian Vuust, docent

Målet er at skabe ny improvisationsbåret musik gennem bearbejdning af eksisterende kunstmusik. Den musikalske ramme er et duoformat mellem den tyske pianist Pablo Held og den danske saxofonist Christian Vuust. Det musikalske materiale hentes fra europæisk kunstmusik af komponister som østrigsk-tyske Hanns Eisler, spanske Federico Mompou eller franske Claude Debussy. Ved at gentænke værker/sange – omarrangere, reharmonisere eller ligefrem dekonstruere dem – og skabe sprækker i musikken med rum til improvisation, genopstår de i et nutidigt format og udtryk – genopdagede.

Et eksempel på en sammenlignelig kunstnerisk udviklingsproces er den amerikanske jazz standard. En meget stor del af disse numre er oprindeligt musicalsange, der typisk har haft en dramatisk funktion. Siden er de af jazzmusikere blevet gjort til genstand for musikalsk omfortolkning, med fokus på personlig fortolkning og improvisation.

Projektet har et tværdisciplinært aspekt, idet sangene/værkerne og komponisterne rummer et narrativ, der komplementerer musikoplevelsen. På udgivelsen i form af covernoter samt ved koncerten i form af mundtlige introduktioner. Narrativet kan tage udgangspunkt i den oprindelige historiske ramme sangen er opstået i, den tekst eller fortælling sangen bygger på eller måske komponistens baggrund for at skrive sangen.