Musikalske stoppesteder for børn i indskolingsalderen
v. lektor Torben Westergaard
BAGGRUND
Børns trivsel er i stigende grad udfordret af et urofyldt miljø i den moderne skole. Især kan de mange overgange, der indgår i et skolebarns hverdag, medvirke til at skabe en oplevelse af uforudsigelighed og utryghed.
Dette projekt undersøger, om det i forbindelse med disse overgange er muligt at fremme ro og fokus hos børn i indskolingen gennem afspilning af dybt klingende, lavintens trivselsmusik. Projektet undersøger desuden, om en ledsagende animeret billedside kan forstærke denne virkning.) Med projektet er forventningen at kunne vise, at sådanne musikalske stoppesteder kan skabe grobund for øget trivsel og læring.
METODE
Musikken består af to 10-minutters stykker, der komponeres af Westergaard til formålet. Stykkernes karakter vil være melodisk med et langsomt tempo og med en langstrakt formkurve. For at skabe en dybt klingende og organisk lyd indspilles musikken med elektrisk bas med loop pedal og barokfløjte. Den elektriske bas spilles af Torben Westergaard, mens barokfløjten spilles af den japanske barokspecialist Toshiyuki Shibata.
RESULTAT
Projektet forventes afsluttet den 31. december 2024 og er støttet af en bevilling fra Kulturministeriets KUV-pulje.
Se Torbens poster fra RAMA research 2024