Verden består af samlinger af stykker

- en koreografisk, auditiv og visuel forestilling

v. Katrine Rea Stochholm Nielsen, underviser i sangskrivning

I mit FoKu projekt undersøger jeg sceneoptræden uden instrumenter på scenen. I stedet har jeg tilføjet elementer som dans og visuals (og et fokus på kropsligt og mentalt nærvær). Lydsiden er mine egne lydproduktioner fra albummet ‘Verden Består af Samlinger af Stykker’. Albummet er et konceptuelt og sangcyklisk værk, der undersøger, hvad det vil sige at gå igennem et år som menneske og hylder årstidernes gang, og alt det vi har der stadig er i balance. Jeg forsøger at udforske det rum, der kommer, når jeg ikke skal interagere med instrumenter men i stedet performer  musikken igennem koreografier, stilstand og kropslige improvisationer. I stedet for instrumenter, har jeg en elektronisk musiker/lydtekniker med, der mixer tracket og livevokalerne undervejs,  visuals af kunsteren Julie Bjørnskov og dans af dansere og koreografer Eliza Boye og Anne-Teresa Njust Høi. Jeg har desuden to korsangere med, der også interagerer i showet.

“Jeg kom til et punkt, hvor jeg efter mange år – siden barndommen, at have spillet musik på musikinstrumenter, fik lyst til nye udfordringer. Jeg havde gennem de seneste 10 år opbygget mit liveset med flere og flere effektpedaler og synths og havde til sidst en lang liste med noter over indstillinger, jeg skulle huske undervejs. Det blev både hårdt og stressende, men også kedeligt og teknisk.  Jeg blev derfor motiveret til at undersøge, hvad der sker, hvis instrumenterne bliver erstattet af nogle mere kropslige, performative og visuelle elementer som f. eks. dans”.

Musikken kan streames her: https://open.spotify.com/album/4i5siKZL8WaMWhfQhkBcPE?si=gc2lZG4VRmCtj8-QWIOQWA

Foto Hjalte Gregersen

0 resultater