”Transformator” – stedspecifikt kompositionsarbejde

Komposition af et musikalsk værk kan knytte sig til et ganske bestemt rum eller en ganske bestemt lokalitet, hvor værket opstår i kraft af eller i direkte samspil med lokaliteten: Stedspecifik komposition.

(English summary below.)

I et aktuelt kunstnerisk udviklingsprojekt (FOKU) har to undervisere fra Det Jyske Musikkonservatorium skabt et helt nyt værk til en gammel industribygning og inddraget de studerende i arbejdet. Publikum var inviteret til at overvære skiftet fra industrilyd til kulturlyd mandag d. 2. december 2024. 

Fra industri til kultur

Ude i Søhøjlandet ligger Danmarks første vekselstrømværk, Vestbirk Vandkraftværk. Et kulturhistorisk monument, der har produceret strøm siden det blev indviet d. 2. december 1924. Men nu lukker værket.

I det igangværende FOKU-projekt TRANSFORMATOR har Mikkel Bolding og Nanna Schannong arbejdet på at skabe et elektronisk musikværk, der kan erstatte den massive lyd, der har fyldt bygningen de sidste hundrede år.

På 100-årsdagen for værkets åbning d. 2. december 2024 blev turbinerne slukket, og det nye lydværk tog over på vandkraftværket, der ligger på Vestbirkvej 50 i Østbirk.

Musikken er skabt specielt til bygningens unikke akustiske forhold og blev fremført i kraftværkets spektakulære maskinsal. Kraftværket lukkede efter d. 2.12.24, og værkperformancen satte dermed punktum for kraftværkets drift og gav samtidig et bud på en ny anvendelse af de historiske faciliteter.

Studerende inddrages

Som en del af projektet blev der installeret et multikanalsanlæg i bygningen, og i ugen op til fremførelsen blev kraftværket omdannet til et alternativt undervisnings- og læringsrum, hvor musikken blev bearbejdet og processeret i samarbejde med studerende fra Det Jyske Musikkonservatorium.

Projektet udforsker potentialet i stedsspecifikt kompositionsarbejde og undersøger, hvordan de fysiske og konceptuelle rammer, som musikken skal skrives til og opføres i, indvirker på proces, metode og værkdannelse.

Projektet er et samarbejde mellem Det Jyske Musikkonservatorium og Naturstyrelsen.

English summary:

In a current artistic development project (FOKU), two teachers from RAMA are creating a completely new work for an old industrial building and involving students in the process. The audience was invited to witness the transition from industrial sound to cultural sound on Monday, December 2, 2024.

Vestbirk Hydroelectric Power Station, a cultural-historical monument, has been generating electricity since its inauguration on December 2, 1924. But now, the power startion is closing.

In the ongoing FOKU project TRANSFORMATOR, Mikkel Bolding and Nanna Schannong are working to create an electronic music work that will replace the massive industrial sound that has filled the building for the last hundred years. The music is specially created for the building’s unique acoustic conditions and was performed in the power station’s spectacular machine hall. The power station closed immediately afterward, and the performance of the work marked the end of the plant’s operation while also offering a vision for a new use of the historic facility.

Location: Vestbirk Hydroelectric Power Station, Vestbirkvej 50, 8752 Østbirk

The project is a collaboration between the Danish National Academy of Music and the Danish Nature Agency.

0 resultater