”Transformator” – stedspecifikt kompositionsarbejde

Komposition af et musikalsk værk kan knytte sig til et ganske bestemt rum eller en ganske bestemt lokalitet, hvor værket opstår i kraft af eller i direkte samspil med lokaliteten: Stedspecifik komposition.

I det kunstneriske udviklingsprojekt TRANSFORMATOR har to undervisere fra Det Jyske Musikkonservatorium komponeret et helt nyt værk til en gammel industribygning og indhøstet erfaringer til undervisning i stedsspecifik komposition. Publikum var inviteret til at overvære skiftet fra industrilyd til kulturlyd mandag d. 2. december 2024. 

Fra industri til kultur

Ude i Søhøjlandet ligger et af Danmarks første vekselstrømværker, Vestbirk Vandkraftværk. Et kulturhistorisk monument, der har produceret strøm siden det blev indviet d. 2. december 1924. Men nu skal værket lukke. 

I forbindelse med den forestående lukning har Mikkel Bolding og Nanna Schannong arbejdet på at skabe et elektronisk musikværk, der kan erstatte den massive lyd, der har fyldt bygningen de sidste hundrede år. 

På 100-årsdagen for værkets åbning d. 2. december 2024 blev turbinerne slukket, og det nye lydværk tog over på vandkraftværket, der ligger på Vestbirkvej 50 i Østbirk. 

Musikken er skabt specielt til bygningens unikke akustiske forhold og blev fremført i kraftværkets spektakulære maskinsal. Værkperformancen satte dermed punktum for kraftværkets drift og gav samtidig et bud på en ny anvendelse af de historiske faciliteter. 

Studerende inddrages

Som en del af projektet har Bolding og Schannong fået adgang til efterfølgende at anvende kraftværket som et unikt undervisnings- og læringsrum, hvor studerende fra Det Jyske Musikkonservatorium har mulighed for at udforske potentialet i stedsspecifikt kompositionsarbejde og konkret undersøge, hvordan de fysiske og konceptuelle rammer som musikken skabes i, indvirker på proces, metode og værkdannelse. 

Projektet er et samarbejde mellem Det Jyske Musikkonservatorium og Naturstyrelsen.

Se Nanna Schannong og Mikkel Boldings poster fra FOKU-seminar 2025 her. 

0 resultater