Rekonstruktiv Opera
Kunstnerisk udviklingsprojekt v. Niels Rønsholdt
I projektet “Rekonstruktiv Opera” undersøges nye måder opera kan fortælle historier på og operaens narrative potentiale i det hele taget. Fortællende og karakter-drevet opera finder man ofte i traditionelt orienteret opera – både hvad angår kompositorisk udtryk, produktionsmetoder og syngemåder. Projektet undersøger hvordan det sungne drama kan fortælle og samtidig være nyskabende og eksperimenterende i sin måde at fortælle på, samt hvordan metoder og kunstnerisk organisering indvirker på udtryksformer.
Gennem analyser, skabende arbejde og workshops undersøges narrative potentialer i musikdramatik og syngemåder, som kan realisere dem. Altsammen med ambitionen om at finde frem til fornyende metoder og udtryk i en fortællende opera-form.
Projektet tager udgangspunkt i en kritisk refleksion over to hovedspor i moderne opera: På den ene side det, man kunne kalde reproduktiv opera, hvor det 19. århundredes operaform er udgangspunktet for nye værker i genren. Og på den anden side dekonstruktiv opera, hvor det fortællende og karakterbårne dekonstrueres eller tilsidesættes.
Projektet ‘Rekonstruktiv Opera’ undersøger mulighederne for en operaform, som rummer både fornyelse og eksperiment i metode og udtryk samtidig med karakterbåret narrativitet.