Aarhus før fusionen

Det Jyske Musikkonservatorium (DJM) i Århus har en traditionsrig historie og et ry for at have et ualmindeligt bredt uddannelsesspektrum. Her uddannedes både komponister og udøvende musikere, herunder kirkemusikere og –sangere, til det professionelle musikliv og musikpædagoger til alle niveauer inden for musikundervisningen.

Det Jyske Musikkonservatorium 1927-2009

Uddannelserne bestod af et system af hovedfag og bifag og var i højere grad praktisk end intellektuelt orienteret, end det var almindeligt for undervisning på højere uddannelsesinstitutioner.

Det følgende er en kronologisk gennemgang af konservatoriets geografiske, organisatoriske og uddannelsesmæssige historie.

1927-1940

Lysten til at danne et musikkonservatorium i Århus havde eksisteret siden 1909, men havde ikke været muligt at realisere pga. manglende midler. Kgl. kammermusikus, Johan Nilsson, vovede i 1927 eksperimentet for egen regning som indehaver og direktør, og “Det Jydske Musikkonservatorium” (DJM) blev således grundlagt.

DJM startede under trange lokale forhold i Søndergade, men kunne allerede 1928 flytte til større lokaler i Kannikegade. I 1937 flyttede det til Rosensgade 15, hvor der igen var mere plads til den voksende institution.

Der var ingen fastansatte lærere i de første år, da det ikke var muligt at tjene nok på undervisning alene. Nilsson havde sit hovederhverv som kgl. kammermusikus, sangunderviseren Thøger Rasmussen var folkeskolelærer og koncertsanger, mens undervisningen i orgel blev varetaget af domorganisten og andre organister ved århusianske kirker. Først med dannelsen af Århus By-Orkester i 1930 kunne konservatoriet tilbyde undervisning i blæseinstrumenter, idet man nu kunne rekruttere lærere herfra. De vigtigste fag var dog stadig klaver, orgel, violin og sang.

Studerende var der derimod nok af. De første 6 tog afgangseksamen i 1930, næste år 18 og året efter igen 18, for derefter at stabilisere sig omkring den halve snes. Det samlede antal elever på konservatoriet svingede mellem 80 og 100 til efter 2. verdenskrig. Dette tal dækker dog over en noget mere heterogen gruppe end nutidens heltidsstuderende, idet det også inkluderede børn i den såkaldte forskole. Kun omkring en fjerdedel var egentlige konservatoriestuderende.

I 1932 valgte Nilsson at trække sig tilbage som rektor og indehaver af DJM i både Århus og afdelingen i Aalborg, som han havde grundlagt bare to år tidligere. DJM kunne fortsætte sit virke, fordi lærerkollegiet troede på sagen og i fællesskab købte konservatoriet af Nilsson. Lærerrådet skabte en bestyrelse, som med formanden Peder Møller fremover stod for institutionens drift.

1944-1963

Efter flere års forhandlinger om at ændre DJMs ledelsesorganisation fra at være underlagt lærerkollegiet til at være styret mere af en bestyrelse med også udefrakommende medlemmer, gik DJM i 1944 fra at være en privat virksomhed til at være en selvejende institution.

I 1955 kom DJM for første gang på finansloven, og hermed blev den hidtidige egenbetaling sat betydeligt ned. Man fik mulighed for at udvide sin virksomhed, og frem til begyndelsen af 1960erne skete der en fortløbende udvikling og udvidelse af konservatoriets fagkreds og eksaminer:

Til den oprindelige konservatorieuddannelse føjedes musikpædagogisk eksamen i 1944. I 1951 besluttede man at oprette en solistklasse, som kunne afsluttes med diplomeksamen, at oprette et kursus, der forberedte organister til kantoreksamen og endelig at oprette et erhvervsmusikerkursus.

I 1954 kom en eksamen i kordirektion til, der blev givet kurser i orkesterdirektion, og mesterkurser blev tilbudt. Der blev undervist i de instrumenter og fag, der muliggjorde en kompetent udøvelse af klassisk musik, herunder kirkemusik.

Konservatoriets lokaler på Rosensgade og diverse lånte lokaler rundt i byen var efterhånden blevet for få, især fordi flere af lokalerne ikke kunne bruges samtidig på grund af dårlig lydisolering. Efter en del forhandling, overdrog Århus Kommune i 1955 en byggegrund til DJM og i 1958 startedes bygningen af et egentligt konservatorium på Fuglesangs Allé. Huset stod klart til indvielse i 1961. Pladsmangel skulle dog gennem tiderne vise sig at være et svært problem at få bugt med, hvilket adskillige tilbygninger og lejemål attesterer.

I samme periode søgte konservatoriets bestyrelse af forvandle DJM til en statsinstitution og det lykkedes i 1963. Med statens overtagelse blev DJM endeligt økonomisk og uddannelsesmæssigt sidestillet med Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Lærerne behøvede således ikke længere at arbejde delvist “filantropisk” og der var ikke længere egenbetaling for eleverne. Desuden var bestyrelsens beføjelser overført til Undervisningsministeriet og blev derfor udfaset til fordel for en direktør/rektor, som var forbindelsesleddet mellem ministerium og konservatorium.

Indtil nu var konservatoriets virksomhed og musikalske indentitet dybt forankret i den klassiske arv, musik som man mente havde kvalitet og dybde og ikke var omskiftelig. Thøger Rasmussen, som havde været med fra DJMs begyndelse i 1927 og direktør for konservatoriet siden 1949, mente at populærmusikken var en døgnflue. Det at musikken var let tilgængelig var et tegn på, at det ikke var ligeså meget værd som klassisk musik.

1963-1984

Tage Nielsen blev rektor for DJM i 1963, og dette blev starten på en ny æra på konservatoriet, hvor den ny musik kom til at spille en stadig større rolle – sideløbende med at den klassiske musikalske arv fortsat spillede en hovedrolle. Det kom til udtryk, da DJM for første gang blev hjemsted for den 23. udgave af Ung Nordisk Musikfest i 1968, hvor det udelukkende var den nye musik, som arrangørerne – bl.a. Jens Wilhelm Pedersen (Fuzzy), Tom Prehn og Karl Aage Rasmussen – havde sat på programmet.

Hvor Thøger Rasmussen så på foranderlighed i musikken med skepsis, var Tage Nielsen i høj grad indbegrebet af – for at bruge et nutidigt slagord – omstillingsparathed. At stå imod forandring var ifølge Tage Nielsen hverken i kunstnerisk eller uddannelsesmæssig sammenhæng nogen farbar vej. “Selvom ordet konservatorium var afledt af verbet ‘conservare’, at bevare, så er det ikke konservatoriets eneste opgave at bevare og videregive kunstneriske traditioner. Det er ikke forsvarligt at gøre konservatorieuddannelsen til en isoleret enklave uden kontakt med det øvrige musikliv”, var Nielsens ord i et interview fra 1967.

Samtidig med den ny musiks indtog på konservatoriet, mente rektor også, at langt størstedelen af befolkningen ikke fik tilfredsstillet deres musikalske behov ved hjælp af den musik, som man på konservatoriet betragtede som den centrale. Derfor var der brug for en kraftig indsats på den pædagogiske front, en bred indsats, der ikke mindst skulle sigte på de yngste aldersklasser. Dette var bevæggrunden for at indrette en helt ny uddannelse af 3 og senere 4 års varighed i ”Almen Musikpædagogik” eller blot AM, som blev søsat i 1972.

AM indeholdt undervisning i pædagogisk teori, undervisningslære og psykologi, og var samtidig med til at udbrede den nye musik på konservatoriet. Thøger Rasmussens skepsis overfor populærmusikken var dog stadig dominerende og AM’ere måtte i mange år kæmpe med opfattelsen, at deres uddannelse var underlødig.

1984-2001

I 1984 blev der gennemført en reform af konservatoriestudierne og studiestrukturen. F.eks. kunne de forskellige uddannelser nu nærmere indpasses i en fælles struktur opbygget i 3 dele af 2 års varighed. Der blev indført en bredere vifte af uddannelsestilbud end tidligere samtidig med at alle musikpædagogiske eksaminer nu gav undervisningsfærdighed i to fag, hvor det før kun var et.

Slutfirserne, hvor Elisabeth Siggurdsson var rektor var præget af en stram økonomi, hvilket for både studerende og ansatte fjernede fokus fra musikken. Det hjalp heller ikke, at mange nedskæringer kom direkte fra ministeriet uden at konservatoriet havde noget at sige, som f.eks. da diplomuddannelsen gik fra at vare to til et år.

Indtil 1991 var AM den eneste uddannelse på konservatoriet, der beskæftigede sig med den nye såkaldte rytmiske musik. Der havde været mange diskussioner om at gøre AM udelukkende rytmisk, men det blev afvist til fordel for stilpluralisme i uddannelsen. I stedet blev den rytmiske musiklæreruddannelse (RM) oprettet i snævert samarbejde med AM og med samme studienævn. I stil med de klassiske uddannelser, kunne man her arbejde solistisk med instrument eller vokal, men samtidig havde man en del fag tilfælles med AM.

I 1992 blev Erik Bach rektor for DJM. Hans første tid som rektor faldt i en periode med økonomisk opsving i Danmark. Allerede samme år påbegyndtes konservatoriets på dette tidspunkt længe ventede tilbygning, der bl.a. var blevet nødvendig i kraft af oprettelsen af ovennævnte rytmiske musiklæreruddannelse.

Men samtidig – i perioden fra 1993 til 1997 – blev antallet af studiepladser sat i vejret med 75 pladser for at ende på 257. Dette betød, at Erik Bach efter nybygningen stod færdig i 1996 kunne afrunde 1997 med ordene: ”Den nye tilbygning og udvidelsen på Jens Baggesensvej har netop skabt baggrund for nye aktiviteter og for flere studerende og lærere. Hvad vi ikke kunne forudse var, at de nye faciliteter slet ikke var tilstrækkelige til alle aktiviteterne og til det boom af studerende, der er kommet i de sidste par år.”

Mens der på konservatoriet var en meget lang tradition for at arbejde med det musikalsk-faglige, havde det pædagogiske udviklingsarbejde ikke på samme måde været integreret i konservatoriets faglighed. I ”Lov om videregående kunstneriske uddannelsesinstitutioner under Kulturministeriet” fra 1994 blev ændringen af denne tendens cementeret. Nu var det de pædagogiske elementer rykket fra periferien ind til centrum af konservatoriets undervisnings- og udviklingsopgaver.

Samme lov gjorde Center for Rytmisk Musik og Bevægelse (CRMB) i Silkeborg til en afdeling af DJM fra årsskiftet 1996. Centeret blev oprindeligt søsat i 1987 og udsprang fra idéer om en uddannelse af musikpædagoger med vægt på sang, dans og spil (SDS), som var opstået på Skolen for Rytmisk Musik og Bevægelse i Århus og på Kucheza kurser på bl.a. Herning Højskole.

På CRMB kunne man således læse den nye uddannelse Rytmisk Musik og Bevægelse (RMB), som vægter rytmisk musik og bevægelse lige højt og skaber sammenhæng mellem musik og den kropsligt-rytmiske dimension.

2001-2009

I februar 2001 blev Henrik Svane ny rektor for Det Jyske Musikkonservatorium. DJM var på dette tidspunkt efter mange års kraftig vækst kendetegnet ved musikalsk mangfoldighed og pluralisme af en ganske anden karakter, end det var tilfældet for blot 30 år tidligere, ligesom de pædagogiske og ideologiske anskuelser, der arbejdedes ud fra var mangfoldige og ligefrem modsatrettede.

I sin anmeldelse af gallakoncerten i Musikhuset Aarhus d. 6. april 2002 i anledning af DJMs 75-års jubilæum fangede John Christiansen det meget fint. Han skrev i Jyllands Posten i sin anmeldelse bl.a.: ”Omverdenen blev gjort opmærksom på, at man kan en masse forskelligt på konservatoriets tre afdelinger, og at den glade og stolte konferencier, rektor Henrik Svane, gerne ser, at det hele flytter sammen under samme tag i samarbejde med andre kunst- og kulturudfoldelser.”

I maj 2003 blev Ulrik Spang-Hanssen konstitueret rektor på Det Jyske Musikkonservatorium. Samme år blev Det Danske Institut for Elektroakkustisk Musik (DIEM) overtaget af DJM og man kunne således skabe endnu en gren på den voksende liste af uddannelser: Elektronisk musik.

I juni 2004 flyttede konservatoriets rytmiske afdeling i Silkeborg til Århus og havde til huse på Jens Baggesensvej 90B – sammen med de øvrige rytmiske uddannelser.

D. 1. september 2004 tiltrådte Finn Schumacker som rektor for konservatoriet. Ønsket om et konservatorium under ét tag blev opfyldt i august 2007, da alle afdelinger af DJM flyttede til nye lokaler i en stor tilbygning til Musikhuset Aarhus i Århus centrum.

Med udgangen af august 2007 stoppede Finn Schumacker, hvorefter Astrid Elbek blev udnænvt som konstitueret rektor. 1. februar 2008 tiltrådte Thomas Winther som rektor for Det Jyske Musikkonservatorium. Posten gik pr. 1. februar 2015 videre til Claus Olesen.

Oplysningerne på denne side bygger på en artikel af Claus Møller Jørgensen, skrevet til festskriftet “Musik til tiden”, som blev udgivet i anledningen af DJMs 75 års jubilæum i 2002.