Petra Poláčková

Den tjekkisk fødte guitarist Petra Poláčková tiltrådte som adjungeret professor ved Det Jyske Musikkonservatorium i november 2022.

Petra Poláčková har vundet 17 priser ved nationale og internationale guitarkonkurrencer, heraf 10 førstepriser. Hun har optrådt og givet masterclass på adskillige guitarfestivaler i en lang række europæiske lande samt i Israel og USA.

Det amerikanske musikmagasin ”Cleveland Classical” skrev i en anmeldelse: “Poláčkovás spil var så teknisk sikkert og musikalsk indsigtsfuldt, at det var utænkeligt, at noget, hun spillede, kunne være svært.”

Poláčková har især arbejdet med romantisk guitarmusik og med ældre musik for bl.a. gambe. Hendes debutalbum fra 2020 var med musik af den tyske lutspiller Leopold Weiss, indspillet på en 9-strenget romantisk guitar.

Lektor i klassisk guitar ved DJM Frederik Munk Larsen udtaler:

Det er en stor glæde at kunne byde velkommen til guitaristen Petra Poláčková som adjungeret professor på Det Jyske Musikkonservatorium. Det er et decideret scoop for konservatoriet at kunne tilknytte Petra, hun er en af guitarens mest vedkommende og inspirerende musikere. Hun evner at forene medrivende fortolkninger af et spændende solorepertoire med ægte passion for at undervise kommende generationer af klassiske guitarister.

Petra Poláčková er en del af konservatoriets undervisergruppe i klassisk guitar, der også tæller Frederik Munk Larsen, Morten Skott samt Viggo Mangor.

 

0 resultater