Rama festival 2020
RAMA Festival er et højdepunkt i årets gang på Det Jyske Musikkonservatorium. Her får publikum i Aarhus og Aalborg mulighed for på én dag at opleve konservatoriet som en vidtfavnende kulturinstitution, i hele sin bredde.
I løbet af festivalen byder vi på musik for enhver smag, hvad enten man er til rock, jazz, klassisk, elektronisk eller den nyeste kompositionsmusik.
Festivalen består af en lang række mini-koncerter af ca. 30 minutters varighed hver, næsten uafbrudt fra middag til midnat. Der er gratis adgang til samtlige koncerter.
RAMA Festival 2020 bliver afholdt lørdag d. 21. marts i Aalborg og lørdag d. 4. april i Aarhus.
OPDATERING: Festivalen blev aflyst pga. covid 19-pandemien.
Siden 2019 har RAMA Festivalen været formet og styret af de studerende selv, og som noget helt nyt har de i 2020 valgt at afholde festivalen på to forskellige datoer. Festivalen bryder med vante former og bliver i højere grad end tidligere en totaloplevelse for festivalgæsterne.
De studerende er gået ind i opgaven med stor entusiasme. Det første konkrete udtryk for studenterinddragelsen var en flash mob op til festivalen i 2019, som blev afholdt på Store Torv i Aarhus fredag d. 1. marts for at markere åbningen af hjemmesiden med årets program.
Videoen blev blokeret
Videoen kan ikke vise, da du ikke har givet tilladelse til at websitet må bruge marketing-cookies.
Kunstnerisk væksthus
På RAMA Festival demonstrerer Det Jyske Musikkonservatorium sin placering i det danske musikliv som kunstnerisk væksthus og centrum for kreativitet og innovation, og vi præsenterer samtidig en lang række af konservatoriets studerende og undervisere i rollerne som komponister, sangskrivere, solister, bandmedlemmer, orkestermusikere og dirigenter/orkesterledere.
RAMA Festival afspejler, at Det Jyske Musikkonservatorium er en moderne uddannelses- og kulturinstitution med en lang række meget forskellige tilbud, som både sætter mangfoldighed og kvalitet i højsædet.
Tværgående projekter
Internt på konservatoriet skaber og støtter RAMA Festival projekter på tværs og giver samtidig studerende, undervisere og medarbejdere mulighed for at opleve hinandens musik og få et indblik i, hvad der rører sig i husets mange forskellige kroge.
Ét DJM – to byer
RAMA Festival er i både Aarhus og Aalborg en markant, årligt tilbagevendende musikevent på et højt kunstnerisk og afviklingsmæssigt niveau.
Festivalen er en tydelig markering af Det Jyske Musikkonservatoriums tilstedeværelse i de to byer; det er ambitionen at festivalen også opleves af byerne og af borgerne som en fast del af “deres” musikprofil. Samt at den tiltrækker publikum fra de respektive lokalområder og opland i samme omfang som andre af byernes musikevents.
RAMA Festival er således Det Jyske Musikkonservatoriums musikalske visitkort såvel lokalt og regionalt som nationalt og internationalt.