Andreas Brantelid

Andreas Brantelid - adjungeret professor 2014 - 2019

Andreas Brantelid tiltrådte som adjungeret professor ved DJM med en masterclass og minikoncert d. 10. december 2014.

Andreas Brantelid er født i 1987 og begyndte tidligt at spille cello, til at begynde med hos sin far, cellisten Ingemar Brantelid. Allerede som 14-årig havde han sin debut som orkestersolist, hvor han spillede Elgars cellokoncert med Det kongelige Kapel. Siden har han spillet med alle de store orkestre i Skandinavien samt en lang række betydelige orkestre i Europa og ude i verden, herunder Mahler Chamber Orchestra, Wiener Symfonikerne og Hamborgs Symfoniorkester.

Brantelid er også en flittig kammermusiker og har spillet i bl.a. Carnegie Hall i New York og i Wigmore Hall i London. Han har optrådt ved en lang række festivaler, herunder festivalerne i Bergen, Lockenhaus og Verbier. På sin første CD fra 2008 spiller Andreas Brantelid cellokoncerter af Tjaikovskij, Schumann og Saint-Saens med DR Symfoniorkestret. I 2010 udgav han en CD med kammermusik af Chopin og i 2012 en CD med ”encores” (ekstranumre).

Celloprofessor Henrik Brendstrup udtalte ved tiltrædelsen:
”Med Andreas Brantelids udnævnelse knytter vi et af de største solisttalenter på den internationale musikscene til Det Jyske Musikkonservatorium. Brantelid er qua sin unge alder ikke det typiske valg til adjungeret professor, men de cellostuderende møder til gengæld en fantastisk musiker, der kun lige er påbegyndt en stor karriere og som kommer med helt friske erfaringer fra livet som turnerende kunstner. Desuden er det ikke ret længe siden Andreas selv var studerende, og han lægger i sine masterclasses stor vægt på at hjælpe den studerende til selv at arbejde bedre og mere effektivt med sin egen øvning og udvikling.”

Professor Henrik Brendstrup har kendt og fulgt Brantelid fra barnsben af og var i en periode også hans lærer. Udnævnelsen af Andreas Brantelid kommer som en naturlig følge af denne relation.

0 resultater