Studietur

I marts 2024 var DJM’s orgelstuderende på studietur til Hamborg.

Orgelklassen tager regelmæssigt på studieture, herunder en årlig studietur til udlandet. I marts 2024 gik turen til Hamborg, med besøg både på musikkonservatoriet og i flere af byens kirker. De studerende skrev efterfølgende en artikel om turen til Organistbladet (forventes at komme i juni-udgaven 2024). Her er et uddrag af artiklen:

Tidlig tirsdag morgen besøgte orgelklassen musikkonservatoriet i Hamborg, beliggende i det skønne jødiske kvarter, hvor den smukke kirke St. Johannis også hører til. På konservatoriet blev de taget imod af bachelor- og kandidatstuderende fra Hamburg, som præsenterede dem for deres alsidige øvefaciliteter i form af flere forskellige orgler, heriblandt et middeltonestemt orgel med kort oktav. Særligt gjorde den skønne Mendelssohn-sal stort indtryk på alle deltagere.

Kort efter besøgte orgelklassen den førnævnte kirke, hvor kirkens organist og kantor Christoffer Bender demonstrerede kirkens orgel og de funktioner, der var kommet til med orglets seneste udvidelse, heriblandt inkorporeringen af softwareprogrammer og højttalere.

De studerende fik herefter mulighed for at afprøve instrumentet, og selvom de ikke blev grebet af de elektroniske udvidelser, så var der stadig en stor begejstring for orglets akustiske klang.