Musik og Samskabelse (Holstebro)

Musik og Samskabelse er en 3-årig bacheloruddannelse, hvor du udvikler dine musikalske og skabende færdigheder og styrker din evne til at indgå i kreative samarbejder med andre aktører.

Om uddannelsen

Musik og Samskabelse (Music and Co-Creation) er en konservatorieuddannelse med et særligt fokus på at skabe musik i samarbejder med andre, på tværs af sektorer. Det Jyske Musikkonservatorium har udbudt denne uddannelse på campus Holstebro siden efteråret 2023. I juni 2026 blev de første bachelorer færdige.

Som studerende får du viden, færdigheder og kompetencer til at begå dig som skabende og udøvende musiker, som underviser og som ”samskaber”. Uanset om du primært ser dig selv i rollen som sangskriver/komponist/arrangør eller som producer eller som performer er det inddragende og kreative samarbejde i centrum.

Du får soloundervisning i dit hovedinstrument og holdundervisning i en række støttefag.

Det unikke ved netop denne konservatorieuddannelse er, at du løbende kommer til at skabe en række projekter sammen med andre, både med musikere og med andre kunstnere og med samarbejdspartnere fra helt andre sektorer. Uddannelsen tilbyder et bredt spektrum af fag, der understøtter dette arbejde.

Efter bestået bacheloreksamen kan du søge ind på en kandidatuddannelse.

Samskabelse og skabende samarbejder

Som eksempler på samskabelse kan nævnes:

  • at skabe musikalske, kunstneriske eller tværgående projekter, som inddrager grupper af mennesker, der ikke normalt er kunstneriske aktører, f.eks. småbørnsmødre, borgere på plejehjem, ansatte på virksomheder etc.
  • at deltage som skabende og udøvende kunstner i projekter og aktiviteter, der allerede foregår i lokalområdet, i samarbejde med andre kulturaktører og kulturinstitutioner
  • at deltage som skabende og udøvende musiker i tværkunstneriske projekter som fx film- eller teaterproduktion
  • at skabe projekter sammen med dansere fra Den Danske Scenekunstskoles BA-uddannelse i Holstebro

Du kan se eksempler på konkrete samskabelsesprojekter her.
Og du kan se en lille pixi-introduktion til Samskabelse på Instagram, lavet af en studerende i 2024.

Artikel om uddannelsen

Daværende studielederen og en underviser fra uddannelsen fortæller om den i en artikel i fagbladet Musikskolen fra februar 2024.  Her kan du læse mere om uddannelsens helt særlige profil, om samskabelse, om det skabende element i uddannelsen og om de fremtidige jobmuligheder.

Fysiske rammer

I de første år har uddannelsen haft base i musikcampusmiljøet omkring Holstebro Musikskole og MGK på Bisgårdmark. Ved studiestart i 2026 er uddannelsen flyttet til midlertidige lokaler i Bygning 8 på Sygehusgrunden, samtidig med at der opføres et helt nyt campus til Det Jyske Musikkonservatorium i Bygning 26. De nye lokaler forventes at stå klar til indflytning i sommeren 2027.

Mere info

Se studieplanen her.

Der er ansøgningsfrist d. 1. december 2026.
Hør mere om uddannelsen på et informationsmøde i november. Dato offentliggøres til september, bl.a. her på siden.

For at blive optaget på uddannelsen skal du til en optagelsesprøve. Prøverne ligger i januar, nærmere oplysninger følger.
De senest opdaterede optagelseskrav finder du på siden Optagelseskrav.

Ansøgning om optagelse sker digitalt på studieoptag.dk. Portalen åbner for ansøgninger til efteråret.

Kontakt evt. adjunkt Mikkel Bolding eller studieleder Anders Ørbæk for yderligere oplysninger.

0 resultater