Eksempler på samskabelse

På denne side får du en række eksempler på samskabelse - med teater- og filmfolk, men også med bibliotekarer og sundhedspersonale.

I foråret 2024 deltog de studerende fra Rytmisk Musik og Samskabelse i et samskabelses-projekt med Dansk Talentakademi’s filmlinje, hvor eleverne selv skulle skrive og producere en kortfilm (fiktion) til deres årsafslutning.

De konservatoriestuderende indgik i filmholdene som komponister af original filmmusik. At skabe en film er i høj grad holdarbejde, og DJM’s studerende var en del af processen i alle faserne, fra pre-produktion til færdig film. Udover at følge processen kunne de også bidrage kunstnerisk undervejs.

En af filmene fra projektet er ”Alt over bord”, med musik af DJM-studerende Benjamin Djurhuus og Johanna Vosmar Denning. (Skuespil: Martin Pilekær Larsen og Sacha Thorslund. Instruktion: Johanne Kirstine Riis. Idé og Manuskript: Rikke Madsen. Fotograf: Benjamin Haahr. Produceret af John Stisen.)


Musik på toilettet

Holstebro Biblioteks børnetoiletter har i februar og marts 2024 undergået en spændende forvandling i form af en unik lydinstallation, udført af studerende fra ”Rytmisk Musik og Samskabelse”. Formålet er at gøre børnenes toiletbesøg både lettere og sjovere. Man har nemlig haft en udfordring med at få de mindre børn til at huske at gå wc, hvis de er optaget af noget spændende.

De studerende har komponeret og produceret musikstykker, der tager inspiration fra forskellige tematiske universer såsom junglen, under vandet, ørkenen og rummet. Disse kompositioner skal omdanne toiletbesøget til et eventyr og bidrage til en underholdende oplevelse for børnene.

For at skabe en mere inkluderende oplevelse har de studerende haft samtaler med en pædagog og forsøgt at inddrage fagspecifik viden for at tage højde for forskellige børns temperament og behov.


Teaterprojekt med NTL

På første semester på den nye uddannelse – dvs. i efterået 2023 – har de studerende arbejdet intensivt sammen med to instruktører og koreografer, Alice Occhiali og Valerio Peroni, fra Nordisk Teaterlaboratorium i Holstebro og med fem internationale skuespillere in residence ved NTL.

Sammen har de udforsket temaet “Elsewhere” og givet temaet et scenisk liv. Musikere og skuespillere har undervejs udvekslet færdigheder fra hver deres kunstneriske praksis og udfordret sig selv og hinanden til at arbejde med både billedkunst, musik og drama, uanset deres eget kunstneriske udgangspunkt.

Gennem arbejdet i par og i grupper har de sammen skabt en række scener, som blev fremvist ved en værkpræsentation d. 8. december 2023 på NTL.

Desuden har de studerende skabt helt ny musik til projektet, med udgangspunkt i den oprindelige NTL-forestilling “Elsewhere”, der havde premiere den 23. november 2023.


Musik og Sundhed

Det Jyske Musikkonservatorium har gennem en længere årrække (også inden uddannelsen “Rytmsik Musik og Samsklabelse” blev opretet i 2023) arbejdet med brug af musik i sundhedssektoren, bl.a. som smertelindring.

I november 2022 vandt projektet ”Levende musik til intensivpatienter”, som DJM er en væsentlig del af, Dansk Sygeplejeråds Athena-pris. En eller to studerende spiller ”koncerter” for patienter enkeltvis på en intensivafdeling på Aarhus Universitetshospital (AUH), og sideløbende indsamler sygeplejerskerne data for at dokumentere effekten.

I en interviewundersøgelse sagde patienterne næsten enstemmigt, at musikken gav dem en pause og ro fra tankekaos og sygdom. Samtidig viste de indsamlede data, at hjerte- og respirationsfrekvensen faldt, og både smerteoplevelsen og det målte stressniveau blev reduceret.

I efteråret 2023 er projektet fortsat på intensivafdelingen på Regionshospitalet Horsens.


Andre projekter

I denne video fra 2022 fortæller to DJM-studerende om to projekter, hvor de har arbejdet sammen med aktører uden for DJM.

0 resultater