Almen Musikledelse (Aarhus) (ny)
AM (almen musikledelse) er konservatoriets bredeste musiklæreruddannelse.
Uddannelsens kerne er musikledelse. Her bliver du kvalificeret til at lede, undervise og skabe musikalske fællesskaber samt til at udvikle og gennemføre både pædagogiske og kunstneriske projekter i praksis.
AM henvender sig til både rytmiske og klassiske musikledere. Uddannelsen er bredt sammensat, så du får undervisning inden for både rytmisk og klassisk musik. Og du får et netværk, der spænder vidt, og du lærer at facilitere og deltage i tværgående projekter med høj faglig diversitet.
At være AM’er
Som AM-studerende arbejder du alsidigt og entreprenant med musikledelse, undervisning af børn og voksne samt kunstneriske projekter. Du får en bred berøringsflade og bliver en del af et levende og socialt studiemiljø, hvor sammenholdet rækker langt ud over studietiden.
AM’ere er eftertragtede i musiklivet, fordi de kombinerer stærke ledelses-, pædagogiske- og musikalske kompetencer.
Kandidatuddannelsen
Kandidaten er en overbygning på bacherloruddannelsen Musikleder – Almen Musikledelse og kan søges både af interne og eksterne ansøgere.
- Har du netop afsluttet BA i Musikleder – Almen Musikledelse fra DJM, skal du kun til optagelsesprøve, hvis du søger et nyt hovedinstrument.
- Øvrige ansøgere går til prøve i to hovedfag. Har du ikke en M-AM-bachelor fra DJM, skal du desuden til prøve i bifag, klaver, og bifag, sang.
På kandidatuddannelsen specialiserer du dig i to ledelsesfag eller i ét ledelsesfag og ét hovedinstrument.
Mulige ledelsesfag er:
- Grundlæggende musikpædagogik (børn)
- Klassisk korledelse
- Rytmisk korledelse
- Sammenspilsledelse
- Orkester- og ensembleledelse
AM i 50 år
I efteråret 2022 kunne AM fejre 50-års jubilæum. Uddannelsen har siden 1972 spillet en central rolle i udviklingen af musikskolerne i Danmark og uddannet generationer af musikpædagoger og musikledere.
Læs mere her om baggrunden for oprettelsen, om betydningen i dag – og mød både studerende fra den allerførste årgang i 1972 og studerende anno 2022.
Studieplaner
Se studieplaner for både bachelor og kandidat her.