Internationale projekter

Det Jyske Musikkonservatorium er engageret i en lang række internationale projekter og samarbejder

Erasmus+ og AEC

DJM har siden 2004 haft et Erasmus University Charter og gør løbende brug af de forskellige muligheder i Erasmus-programmet under EU. Det sikrer en konstant strøm af studerende og undervisere til og fra alle hjørner af Europa. DJM har også organiseret og deltaget i en række europæiske kurser og strategiske partnerskaber.

Desuden er DJM medlem af European Association of Music Conservatories, AEC, med repræsentation i AEC Development-gruppen og som tidligere tovholder for en undergruppe i det prestigefyldte Polifonia EU-projekt.

DJM’s Erasmus+ politik kan ses her.

Nordisk/baltisk samarbejde

DJM sætter en ære i at være en nordisk institution og prioriterer nordisk og baltisk samarbejde. DJM har et stort antal nordiske studerende og har regelmæssigt lærerudvekslinger med nordiske og baltiske musikakademier, bl.a. ved masterclasses.

Derudover er DJM koordinator for det nordiske netværk for rytmisk musik, NordPULS netværket.

GLOMUS netværk og kapacitetsopbygningsprojekter

DJM er en af ​​grundlæggerne af det globale GLOMUS netværk (Global Music Network), et meget ambitiøst netværk for proaktive musik- og kunstakademier med en ambition om at nå ud til alle kontinenter. Aktiviteterne spænder fra udveksling og koncerter til internationale GLOMUS camps, der afholdes hvert andet år i skiftende lande – i 2022 i Aarhus.

Mali
DJM har i en lang årrække været engageret i et stort kapacitetsopbygningsprojekt i Mali. Konkret sker det gennem et samarbejde med lokale musikakademier om at styrke disse unge akademier og give dem adgang til internationale samarbejder. I et større perspektiv er målet gennem kunstnerisk kapacitetsopbygning at bidrage til processen med at opbygge fred og forsoning i Mali, som i årtier har været et land med store indre konflikter. I den forbindelse har DJM haft en bilateral med Den Danske Ambassade i Bamako. Først for perioden 2017-21, og herefter igen for perioden 2021-25. Læs mere om projektet her (nyhed fra januar 2023 om udvidet indsats i Mali).

SPOT on Mali
Et centralt element i Mali-projektet er ”SPOT on Mali” i Malis hovedstad Bamako – en stor musikfestival, der over en årrække er bygget op med inspiration fra den århusianske SPOT festival og med hjælp fra Det Jyske Musikkonservatorium. Ved festivalen optræder musikere fra forskellige musikalske traditioner og fra forskellige etniske grupper, hvilket er usædvanligt for det splittede land, hvor musikfestivaler normalt kun repræsenterer én af landets mange righoldige musikkulturer. I lighed med den århusianske SPOT festival besøges festivalen flittigt af såvel medier som både inden- og udenlandske bookere. Det har gennem årene bragt maliske musikere videre til andre dele af Afrika og til Europa.

Læs mere om SPOT ON MALI-festivalen i 2023 her – og i 2024 her, i artikler fra webmediet Globalnyt.

I 2025 kommer en af kunstnerne fra festivalen i 2024, Suaré Virginie Dembele, til Danmark for at spille på bl.a. SPOT Festival i Aarhus d. 2. maj.
I alt spiller hun 10 koncerter i Danmark og Sverige under sig besøg i april/maj 2025. Se mere info i menuen SPOT on Mali.

Afghanistan
Tidligere har RAMA også været involveret i et større kapacitetsopbygningsprojekt i Afghanistan.

Genus konference – om kønsbalance

Med støtte fra NordPlus har DJM og to andre nordiske musikinstitutioner udviklet en treårig plan for konferencer i forskellige nordiske byer (2019-22) med fokus på den ulige kønsbalance på de videregående musikuddannelser, på uddannelser der går forud for de videregående musikuddannelse samt i musikindustrien.  Læs mere på: www.conferencegenus.com

Det overordnede mål med Genus-projektet er at øge bevidstheden om køns- og ligestillingsperspektiver i musikundervisningen. Projektet skal hjælpe elever, undervisere og ledere i musikundervisningen med praktiske værktøjer til at fremme en mere lige kønsbalancen i fremtiden.

Fokus på entreprenørskab

DJM har i mange år haft fokus på nødvendigheden af en entreprenøriel tankegang for at sikre de studerende et bæredygtigt professionelt liv efter endt uddannelse. Det fremgår dels af pensum, hvor entreprenørskab længe har været et obligatorisk fag, dels af DJM’s engagement i at skabe internationale netværk for entreprenøriel tænkning i sektoren.

DJM er således stiftende medlem af Act in Art – et nordisk/baltisk netværk for entreprenøriel tænkning i kunsten. Se mere her: www.actinart.org

Partner i Renew

DJM var partner i Renew-projektet under Erasmus+ uddannelsesprogrammet. Programmet arbejdede med en ny platform for e-læring og iværksætteri. Programmet sluttede i 2018. Partnerskabet omfattede musikkonservatorierne i Haag, Oslo, Helsinki, Guildhall Conservatory i London samt AEC.

0 resultater