DJM Forskningsseminar 2020

På sporet af den skabte lyd - brobygning mellem epoker og genrer i 2020’ernes musik

Opdatering: En videooptagelse af hele seminaret kan ses nederst på siden.

Online forskningsseminar d. 24. april

Det Jyske Musikkonservatorium inviterer til online-seminar. Her vil konservatoriets undervisere præsentere deres forsknings- og udviklingsprojekter i foredrags- og posterform.

De mundtlige oplæg fortæller om udvikling af nye måder at spille, øve, komponere og kommunikere musik på.

De projekter, der præsenteres i posterform, afspejler konservatoriets musikalske mangfoldighed med emner som fx skabelsesprocesser i gruppeundervisning, poly- og mikrorytmik og ny musik for orgel og basun.

Seminaret bliver afholdt fredag d. 24. april 2020 kl. 14.30 -16.30.
Seminar er åbent for alle interesserede, også for publikum udefra.
Seminaret bliver optaget og vil snarest muligt efter dets afslutning blive lagt ud på denne side.

Program:

14.30: Velkommen, v. professor for forskning Peter Vuust

14.35: Mental øvning, v. professor Kristian Steenstrup
Formålet med dette projekt er systematisk at undersøge virkningen af tre specifikke øvestrategier på kvaliteten og effektiviteten af trompetstuderendes tilegnelse af et ukendt stykke musik: Motorisk visualisering – absolut solmisation – fysisk øvning. Steenstrup vil i oplægget formidle foreløbige resultater fra projektet baseret på optagelser og spørgeskemadata fra 50 studerende fra europæiske konservatorier.

14.55: Voices of the Globe – internetbaseret proces med samskabelse af vokalmusik på tværs af landegrænser, v. professor Jim Daus Hjernøe
Med dette projekt skaber Hjernøe et helt nyt koncertformat for improviseret vokalmusik, hvor sangere og vokalensembler fra hver sit land inkluderes i en samtidig internetbaseret samskabelsesproces. På tværs af traditioner forenes de optrædende og publikum med kunstnere fra forskellige lande, hvorved koncertrummet udvides geografisk og kulturelt i et multilokalt musikalsk kulturmøde.

15.15: Poster Session
Hver underviser har 5 min. til at præsentere sin poster. Posteren vises på skærmen.

  1. Den skabende underviser – gruppeundervisning betragtet som skabelsesproces, v. docent Kaja Daugaard Christensen
  2. Seks guitarkoncerter i samarbejde med Center For Dansk Jazzhistorie, v. lektor Jens Christian Kofod Kwella
  3. Albumudgivelse af Ensemble Skagerrak, v. adjunkt Kenneth Dahl Knudsen
  4. Indspilning af værker for basun og orgel skrevet til Niels-Ole Bo Johansen og Ulrik Spang-Hanssen af danske komponister, v. professor Niels-Ole Bo Johansen
  5. Opvarmningskompendium for basunister, v. professor Niels-Ole Bo Johansen
  6. Implementering af poly- & mikrorytmik i moderne jazzmusik, v. Kenneth Dahl Knudsen

15.50: I dialog med Bach, v. professor Henrik Brendstrup
Med Bachs berømte cellosuiter som reference udvikler DJMs celloprofessor Henrik Brendstrup seks værker for solocello, der i et samtidsmusikalsk udtryk bygger bro mellem stilarter og tidsepoker. Projektet undersøger hvordan arbejdsformen ”dialogisk komposition” påvirker processen og resultatet. Studerende indgår aktivt som komponister hhv. refleksionspartnere.

16.10: Orkestermusik i nyudviklet elektronisk kontekst, v. professor Jens Christian Chappe Jensen
Målet med dette projekt er at bringe det store jazzorkester og den elektroniske livemusiker sammen i et ligeværdigt møde gennem eksperimenter med nye strategier for komposition, improvisation, arrangement og avanceret elektronisk lydbearbejdning.


(Zoom-optagelse af hele seminaret – kører ikke tilfredsstillende i alle browsere.)

0 resultater