Musikteori (KA)

Det Jyske Musikkonservatorium tilbyder som det eneste konservatorium i Danmark en bachelor- og kandidatuddannelse i musikteori. Uddannelsen giver den studerende kompetencer til at begå sig som musikteoretiker og musikpædagog på højeste niveau.

Teori og praksis

Uddannelsen i musikteori omfatter alsidige studier af den europæiske partiturmusik ud fra både teoretiske og praktiske indfaldsvinkler. I undervisningen introduceres den studerende for forskellige teorier om musik, herunder klassiske teorier om formlære, harmonilære og kontrapunkt samt moderne teorier om akustik, perception og musikpsykologi.

I de praktiske studier arbejdes bl.a. med satslære, instrumentation samt udarbejdelsen af pædagogiske undervisningsmaterialer.

Samlæsning

Musikteori er en specialiseret uddannelse med meget få studerende, hvorfor store dele af uddannelsen samlæses med andre faggrupper som fx de klassiske musikere (almene fag), de klassiske komponister (instrumentation) og organisterne (satslære). Samlæsningen sikrer både et højt niveau i undervisningen og en social forankring. En del af uddannelsen omfatter desuden valgfag, som giver mulighed for at få indblik i fx rytmisk og elektronisk musikforståelse.

Jobmuligheder

BA’en fungerer som en grunduddannelse, hvor man introduceres til mange fagområder, mens KA’en i højere grad giver mulighed for at tilpasse studiet den studerendes forudsætninger, ambitioner og interesserer. Uddannelsen retter sig imod undervisning, fx på kirkemusikskolerne, MGK og konservatorierne, formidling, fx som forfatter eller musikkritiker, samt kunstnerisk udviklingsarbejde.

Undervisere

Underviserne er erfarne musikteoretikere, som har arbejdet med forskning (se fx  artikler om orkestrering/instrumentation her og her eller om interpretation her), hhv. med egen praksis som organist.

Uddannelsen

Alle kandidatuddannelser (cand.musicae) omfatter entreprenørskab og afsluttes med kandidatprojekt.
Kandidatuddannelsen “Musikpædagog, Musikteori” giver desuden specialiseret viden, færdigheder og kompetencer til at begå sig som musikteoretiker og som musikpædagog på højeste niveau.

Soloundervisningen tager udgangspunkt i den enkelte studerendes behov og niveau.

Efter kandidatuddannelsen er det muligt at søge ind på en to-årig solistuddannelse (advanced postgraduate diploma). Uddannelsen kræver optagelsesprøve, og den afsluttes med en offentlig koncert.

Studieplaner

Bachelor-, kandidat- og solistuddannelserne er nøje beskrevet i hver sin studieplan, som du kan finde her.

0 resultater