11.01.2023

DJM udvider sin indsats i Mali

I dagene 13.-14. januar er der igen ”SPOT on Mali” i Malis hovedstad Bamako. En stor musikfestival, der over en årrække er bygget op med inspiration fra den århusianske SPOT festival og med hjælp fra Det Jyske Musikkonservatorium.

Ved festivalen optræder musikere fra forskellige musikalske traditioner og fra forskellige etniske grupper i Mali. Det er usædvanligt for det splittede land, hvor musikfestivaler normalt kun repræsenterer én af landets mange righoldige musikkulturer. I lighed med den danske SPOT festival besøges festivalen flittigt af såvel medier som både inden- og udenlandske bookere. Det har gennem årene bragt maliske musikere videre til andre dele af Afrika og til Europa.

Dansk udviklingsprojekt med fokus på musik og anden kunst

”SPOT on Mali” er en del af et større dansk udviklingsprojekt, som går ud på gennem kunstnerisk kapacitetsopbygning at bidrage til processen med at opbygge fred og forsoning i Mali. Siden 2010 har DJM indgået som central partner i projektet, bl.a. i form af en bilateral aftale mellem DJM og Den Danske Ambassade i Bamako for perioden 2017-21.

I efteråret 21 gav en ekstern rapport en rigtig fin bedømmelse af resultaterne. Det er lykkedes gennem ”SPOT on Mali” at bringe musikere fra forskellige musikalske og etniske grupperinger sammen. Gennem kapacitetsopbygning på musikkonservatoriet i Bamako er det lykkedes at bidrage til bevarelsen af landets musikalske arv og at opbygge en national stolthed over den. Også gennem anden kapacitetsopbygning, herunder e-læringsfaciliteter, har projektet bidraget til projektets overordnede mål.

Rapporten peger dog også på, at de enkelte projekter er ganske små og derfor ikke har den helt store gennemslagskraft. Rapporten anbefaler, at der arbejdes videre i større skala, bl.a. med flere samarbejdspartnere.

Ny, udvidet aftale

Sidst i 2021 indgik DJM en ny flerårig samarbejdsaftale med Udenrigsministeriet: ”Peace building and reconciliation through artistic citizenship for young artists in Mali (2021-25)”. Musik og anden kunst skal sammen med undervisning bygge bro mellem forskellige grupperinger i Mali, med særligt fokus på de unge.

Det nye projekt går bl.a. ud på at udbygge de eksisterende projekter, fx gennem flere SPOT on Mali-festivaler i andre byer, når sikkerhedssituation tillader det – hvilket den desværre ikke gør for tiden. Desuden indgår der to nye initiativer. Dels opbygning af små lokale fonde til understøttelse af unge start-ups inden for musik og kunst; dels inddragelse af andre kulturinstitutioner, så det kunstfaglige felt bredes ud og der kan indgå andre kunstneriske udtryk i kapacitetsopbygningen.

Stort udbytte også for danske studerende

Gennem de mange års arbejde med Mali har DJM’s egne studerende og undervisere haft stort læringsudbytte af at have direkte adgang til den righoldige maliske musikkultur. Dels gennem besøg i Danmark af studerende og professionelle musikere fra Mali, og ikke mindst ved besøg i Mali, hvor danske studerende og undervisere er kommet i direkte kontakt med vestafrikansk musikkultur.

I forbindelse med ”SPOT on Mali” d. 13.-14. januar er flere studerende og ansatte fra DJM i Bamako. De bidrager bl.a. med undervisning, med planlægning og med at opbygge en kunststøttefond i Mali. Eksempelvis er en af DJM’s lydteknikere med for at lave workshops om lydteknik og om den tekniske afvikling af festivalen.

Alle nyheder