09.09.2026

Lars Greve fra ”Resonerende Rum” udpeges som adjungeret professor

Lars Greve er en kapacitet med stor erfaring inden for musik og samskabelse – et felt som Det Jyske Musikkonservatorium har særligt fokus på, bl.a. gennem konservatoriets afdeling i Holstebro, der udbyder en specialiseret uddannelse inden for feltet.

Greve evner at favne både de samfundsvendte og de kunstneriske potentialer i musikken. Med det nye adjungerede professorat får Det Jyske Musikkonservatorium styrket sit arbejde med musik og samskabelse, og Lars Greve bliver en central og gennemgående person på konservatoriet med opgaver som udviklingsarbejde, workshops og vejledning af soliststuderende.

Resonerende Rum

Resonerende Rum er en nytænkende kulturinstitution, hvor den skabende musik udfolder både sine sociale og sine kunstneriske potentialer. Det sker gennem såkaldte improfællesskaber, hvor Resonerende Rum kontinuerligt besøger borgere på sociale tilbud, der således inviteres ind og engageres aktivt i den skabende musik. Dokumentation viser, at de medvirkende oplever øget livskvalitet og et styrket fællesskab.

På samme tid danner improfællesskaberne afsæt for lydværker og koncerter med prominente kulturaktører og samarbejdspartnere. Det kan fx være en resonanskoncert med Oh Land og 200 borgere på Kulturmødet Mors; unge med autismediagnoser der optræder for Folketingets Kulturudvalg; et lydværk til Roskilde Festival skabt med beboere fra socialpsykiatrien; flygtningebørn der skaber ny musik med Peter Sommer – eller en tur med Johnny, der for første gang besøger det lokale spillested.

Musikken løfter fællesskabet og fællesskabet løfter musikken – arbejdet rummer både et socialt engagement og en kunstnerisk vision.

Lars Greve etablerede Resonerende Rum i 2021 som en selvejende institution. Samme år blev Resonerende Rum udpeget som ’specialensemble’ af Statens Kunstfond, med en flerårig bevilling. Der er indgået flerårige aftaler med Holstebro og Herning Kommuner samt om en række projektsamarbejder. I 2025 modtog Resonerende Rum en bevilling på finansloven. I 2026 består organisationen af en kompetencebaseret bestyrelse, 5 fastansatte og 20 freelancere på årsbasis. Se mere på Resonerende Rums hjemmeside.

Lars Greve

Greve stammer selv fra Husby i Vestjylland, han har gået på MGK i Holstebro og er solistuddannet fra RMC, Rytmisk Musikkonservatorium i København. I 2013 blev Greve en del af ”Den unge elite”, et to-årigt talentudviklingsprogram under Statens Kunstfond. I 2021 afsluttede han et kunstnerisk udviklingsprojekt på RMC om resonans.

Lars Greve har udgivet tre albums i eget navn, to af dem i samarbejde med henholdsvis kunstfotografen Fryd Frydendahl og billedhuggeren Ingvar Cronhammar. Han medvirker på over 50 andre albums, han har en omfattende international koncertvirksomhed og han komponerer til spillefilm, dokumentarer samt teater- og danseforestillinger. Senest skabte han musikken til indvielsesritualet af Orange Scene.

Som adjungeret professor skal Lars Greve over de næste fem år bistå med at udvikle arbejdet på DJM med at samtænke musikkens kunstneriske og samfundsvendte potentialer. Med afsæt i uddannelsen Musik og Samskabelse i Holstebro vil Greve arbejde med udvikling, workshops, vejledning m.m. på hele konservatoriet.

Udpegelsen finder formelt sted ved et internt arrangement på konservatoriet d. 23. september.

Musik og Samskabelse

Uddannelsen i Musik og Samskabelse blev etableret i Holstebro i 2023. De første bachelorer blev færdiguddannet i juni 2026 – det er første gang nogensinde, der er uddannet musikere på konservatorieniveau uden for de fem største byer i Danmark.  Fra august 2026 er der yderligere optaget tre soliststuderende på uddannelsen, som Lars Greve bl.a. skal være vejleder for.

Uddannelsen havde de første tre år til huse på Holstebro Musikskole men er nu flyttet til Sygehusgrunden, hvor den indgår i et større fællesskab af kunstneriske institutioner, uddannelser og civilsamfundet.

(Foto: Fryd Frydendahl)

Alle nyheder

0 resultater