12.05.2022

FOKU på vinyl og cd

Hvordan lyder et FOKU-projekt?

FOKU står for: Forskning og kunstnerisk/pædagogisk udvikling. Og hvordan sådan et projekt kan lyde, er der mulighed for at opleve dels live ved en koncert d. 16. maj 2022, dels på en ny vinyl og cd, der udkommer samme dag på selskabet Jaeger Community Music.

Det er professor Jens Christian ”Chappe” Jensen, der står bag det kunstnerisk udviklingsprojekt “The Electroacoustic Experience”, som eksperimenterer med nye strategier for komposition, improvisation og instrumentation for stort jazzorkester i sammenhæng med avanceret elektronisk lydbearbejdning.

Målet er at udvikle nye elektroakustiske koncertformer, hvor det store jazzorkester bringes sammen med den elektroniske komponist og performer i et ligeværdigt møde. Arbejdsprocessen foregår eksplorativt gennem tværfaglige samarbejder med etablerede kunstnere, fagfæller og studerende.

“The Electroacoustic Experience” består af en lang række enkeltprojekter over flere år, hvor forskellige rytmiske ensembler bliver sat sammen med forskellige solister, også fra andre genrer, og med forskellige elektroniske musikere, komponister og lydkunstnere. Tilsammen udgør alle projekterne et kæmpe katalog over mulige nye strategier for komposition og instrumentation for stort jazzorkester og elektronisk lydbearbejdning.

Suite til Vesterhavet

Det aktuelle projekt, som nu udkommer på cd/vinyl og som bliver genopført d. 16. maj 2022 i Rytmisk Sal, Musikhuset Aarhus, er en poetisk hyldest til det brusende og mægtige Vesterhav: ”Suite til Vesterhavet.” Jens Christian Chappe Jensen har komponeret musikken, som bliver suppleret af digte af Pia Juul.

Ved den oprindelige opførelse af suiten i februar 2020 medvirkede mega-bigbandet Blood Sweat Drum + Bass, Randers Kammerorkester samt solisterne Palle Mikkelborg og Turid Guldin. Det er de samme kunstnere, der medvirker på den nye indspilning af værket.

Ved releasekoncerten d. 16. maj er Palle Mikkelborg og Randers Kammerorkester forhindret, i stedet medvirker strygeensemblet Who Killed Bambi. Både bigbandet og strygerensemblet består overvejende af alumner fra konservatoriet. Ved koncerten indgår der også numre fra BSD+B’s store bagkatalog, kombineret med helt nye værker.

Alle nyheder