26.11.2020

Udviklingsprojekt bliver til gratis guitarundervisning

Adjunkt Rasmus Birk, der underviser i guitar og sammenspil ved DJM i Aalborg, har netop afsluttet et pædagogisk udviklingsprojekt, som er resulteret i en række undervisningsvideoer, der nu er offentligt og frit tilgængelige for alle guitarister – og for andre interesserede.

I samarbejde med kolleger fra Saint Louis College of Music i Rom har Birk skrevet otte numre i forskellige rytmiske genrer med et særligt fokus på guitarpartierne og på et uddannelsesmæssigt udbytte. Hvert nummer er tilgængeligt som en live performance video – og som en videolektion specifikt for guitarister. De pædagogiske videoer giver indblik i en lang række aspekter af (guitar-) teknik, lyd, æstetik, osv.  Birk har inddraget feedback fra studerende i processen for at optimere formidlingen i de pædagogiske videoer.

Guitarpartierne er omhyggeligt transskriberet og kan ligeledes frit downloades som pdf. Sværhedsgraden er fra mellemniveau til avanceret. Materialet egner sig både til selvstudium og som materiale for guitarundervisere, der søger nyt, udfordrende stof til deres elever.

Internationalt samarbejde

Sideløbende med det pædagogiske formål viser performance videoerne kunstnerisk praksis på internationalt niveau. Samarbejdspartnerne i Rom og Aalborg har flere gange besøgt hinanden, og Rasmus Birk har deltaget i konferencer og koncerter og har afholdt workshops i Rom og derved udvidet sit internationale netværk.

Et tidligere udviklingsprojekt er ligeledes lavet med musikere fra samme institution i Rom, så der er tale om et længerevarende samarbejde. Ydermere har Birk sammen med studieleder Esben W. Elvstrøm medvirket ved indspilningen af 10 numre til et stort “Brazil”-projekt, som The Saint Louis College of Music står for. Projektet er indspillet i Aalborg i 2019 men endnu ikke offentliggjort.

Performancevideoen ”When I think of you” er yderligere produceret i samarbejde med strygere fra Aalborg Symfoniorkester.

Hele materialet kan frit tilgås fra Rasmus Birks hjemmeside:
https://www.rasmusbirk.com/foku/#foku2

 

 

Alle nyheder

0 resultater