Professor til nyt center for kunstnerisk viden og udvikling
Det Jyske Musikkonservatorium står sammen med de øvrige kunstneriske uddannelser under Kulturministeriet bag et helt nyt Center for Kunstnerisk Viden og Udvikling (International Center for Knowledge in the Arts). Pr. 1. august har centret ansat svenskfødte Kristoffer Gansing som professor og leder af centret.
Centret skal udvikle og styrke samarbejdet mellem de kunstneriske uddannelsers forsknings- og udviklingsområder. Centret arbejder bl.a. med at opbygge en fælles portal og et tværdisciplinært sprog for kunstnerisk forskning og udvikling, som kan manifestere sig i bl.a. ph.d.-programmer, publikationer og seminarer, både nationalt og internationalt, men også gennem mere performative former for udbredelse af kunstens viden.
Professor Gansing er tidligere leder af transmediale i Berlin, hvor han har skabt et fælles og dynamisk forum for deling af kunstens viden, på tværs af discipliner. Han har arbejdet med bl.a. kollektive og selvorganiserede kulturprojekter og har en ph.d. fra K3 School of Art & Communication i Malmö. Udover Gansing har centret foreløbig to ansatte. En hjemmeside er under opbygning. Læs evt. mere her.
Alle nyheder