Nordisk Saxofonfestival trods covid 19
Nordic Saxophone Festival er en årligt tilbagevendende begivenhed på Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus, hvor klassiske saxofonister fra hele Europa mødes og spiller kammermusik sammen på kryds og tværs og præsenterer resultatet ved en række koncerter. Derudover er der normalt workshops, seminarer m.m.
Festivalen gennemføres trods pandemien i 2021 d. 28.-31. marts med tre online koncerter og tre online oplæg. Der er fri adgang til både koncerter og oplæg. Deltagelse ved oplæggene kræver tilmelding, alle interesserede kan tilmelde sig.
Den første af de tre koncerter er med Jutlandia Saxofonkvartet d. 28. marts kl. 19.30, som spiller et rent tango-program. Et af kvartettens medlemmer har argentinske rødder og har arrangeret originale tangonumre for saxofonkvartet. Et andet kvartetmedlem er i øvrigt nuværende rektor for konservatoriet, Claus Olesen.
De to øvrige koncerter er dels med konservatoriets talentfulde saxofonstuderende, dels en fælles koncert fra Symfonisk Sal med både studerende og undervisere og med musik af Dvorak, Ravel og Joaquin Turina.
Alle tre koncerter bliver streamet live via festivalens Facebook-side.
Ved de tre online oplæg møder deltagerne tre internationalt markante saxofonister. En samlet oversigt over alle koncerter og oplæg findes via konservatoriets koncertkalender.
Gennem Nordic Saxophone Festival har saxofonmiljøet ved Det Jyske Musikkonservatorium opbygget et stærkt netværk i hele Europa. Med årets corona-udgave af festivalen er det stadig muligt at pleje netværket, og samtidig er den med til at holde de saxofonstuderende i gang.
Alle nyheder