21.09.2021

Kammermusikfestival overlever corona

Det Jyske Musikkonservatorium er igen medarrangør af Aarhus Kammermusikfestival, som blev afviklet for første gang i 2019, som på trods af corona blev gentaget i september 2020 og som nu igen bliver afholdt i hjertet af Aarhus fra fredag d. 24. september til søndag d. 26. september.

Ved Aarhus Kammermusikfestival spiller yngre internationale topkunstnere sammen med nogle af landets bedste, helt unge musikere. Festivalen har som mål at udbrede glæden ved kammermusikkens intime udtryksform, bl.a. ved netop at præsentere unge talenter. Eksempelvis kan publikum lørdag d. 25. september kl. 13 opleve koncerten ’Musikalske Stjernefrø’ med kammerensembler fra DJM.

Ved i alt otte koncerter præsenteres en bred vifte af klassisk kammermusik i forskellige formater. Bl.a. i form af tre aftenkoncerter med enestående og storslået kammermusik – fra Mendelssohn og Schumann til helt nye værker – og to eftermiddagskoncerter i form af en kortere, mere intim musikoplevelse.

Festivalen får bl.a. besøg af den franske strygekvartet Quator Arod, som i 2017 blev udnævnt som “BBC New Generation Artist”. Blandt de professionelle medvirkende ved festivalen er der i det hele taget mange unge og yngre musikere med godt gang i karrieren, bl.a. de prisvindende brødre Jonathan og Nicholas Swensen (cello og bratsch), violinisten Anna Egholm samt solooboist Oliver Nordahl og soloklarinettist Mathias Kjøller fra Aarhus Symfoniorkester.

Festivalen finder sted i Musikhuset Aarhus og arrangeres i et samarbejde mellem Musikhuset, Det Jyske Musikkonservatorium og en lille gruppe ihærdige musikstuderende, bl.a. fra Det Jyske Musikkonservatorium.

Besøg festivalens hjemmeside for programoversigt og mere info.

Alle nyheder

0 resultater