DJM markant til stede på SPOT Festival 2026
Igen i år er fylder DJM en del på SPOT Festival d. 1.-2. maj
I en længere årrække har Det Jyske Musikkonservatorium haft sin helt egen scene, Klubscenen i Musikhuset Aarhus, på SPOT Festival. Her præsenteres hvert år en stribe nye talenter fra konservatoriet med et meget bredt musikudbud inden for rytmisk og elektronisk musik og beslægtede genrer. I år præsenterer DJM i alt 14 solister/bands på Klubscenen fredag og lørdag d. 1.-2. maj.
De senere år tilbyder DJM også en særlig oplevelse med UnderSPOT, hvor publikum kan få indtryk af det store forarbejde i øvelokalerne. Her åbnes dørene til undervisnings- og øvelokaler, mens der bliver arbejdet med en bred vifte af musik. Der er mulighed for at opleve i alt 15 unge talenter i arbejdstøjet, fordelt på fem forskellige lokaler, lørdag mellem kl. 14 og 17.
Sidste år åbnede DJM en helt ny scene på SPOT Festival: Kammermusiksalen i Musikhuset. Her præsenteres mere semiakustiske koncerter, nøje udvalgt så de inviterer publikum til kontemplative og nærværende oplevelser, hvor det at lytte er helt i centrum. Her kan publikum opleve fem forskellige DJM-acts, lørdag kl. 14 til 20.
Sidste år var DJM også en del af ”Roots&Hybrid”, som spillestedet Turkis afvikler i forbindelse med SPOT Festival. I år deltager Turkis i festivalen med en koncert lørdag eftermiddag med Hawa Kassé Mady Diabaté fra Mali. Koncerten afslutter en miniturné i Danmark og Sverige, som Diabaté har gennemført i ugen op til festivalen, arrangeret i et samarbejde mellem DJM, SPOT, K’man productions og .OneWorld.
Hawa Kassé Mady Diabaté er en stærk malisk sangerinde med et fantastisk band, der spiller på n’goni, balafon, percussion og guitar. Hun er en del af den stolte griot-tradition, hvor musik er historier, følelser og kulturarv i ét. Hendes afdøde far, Mady Diabaté, var en af Malis helt store sangstjerner.
Besøget fra Mali er en udløber af DJM’s mangeårige engagement i Mali, hvor DJM blandt meget andet har været med til at opbygge en lokal musikfestival, SPOT on Mali, inspireret af den aarhusianske SPOT Festival. I forbindelse med sit besøg har Diabaté afholdt en workshop på DJM. Lørdag på SPOT Festival medvirker hun ud over koncerten på Turkis dels i et netværksmøde på Turkis (kl. 11-12) for interessenter inden for kulturudveksling med Afrika, dels i en live radioudsendelse på lokalradioen Sydhavnsbølgen med musik og talk omkring malisk musik. Der er fri adgang for alle interesserede til både netværksmødet og radioudsendelsen, som sendes fra haven ved Turkis.
Oversigt – DJM på SPOT 2026
FREDAG
Musikhuset, Klubscenen kl. 16.00-23.30 (SPOT armbånd)
https://musikkons.dk/det-sker/djmspotfestival/
LØRDAG
UnderSPOT, Musikhuset, div. lokaler, kl. 14.00-17.45 (SPOT armbånd)
https://musikkons.dk/det-sker/underspot/
Netværksmøde, Turkis kl. 11-12 (gratis, uden SPOT armbånd)
https://www.facebook.com/events/1262292452759277
Musikhuset, Kammermusiksalen kl. 14.15-20.00 (SPOT armbånd)
https://musikkons.dk/det-sker/djmspotfestival-2/
Musikhuset, Klubscenen kl. 16.00-23.30 (SPOT armbånd)
https://musikkons.dk/det-sker/djmspotfestival-3/
Mali-koncert, Turkis kl. 16.30-17.15 (SPOT armbånd)
https://spotfestival.dk/program/hawa-kasse-mady-diabatae/
Mali Music Live Radio -Sydhavnsbølgen, haven ved Turkis kl. 17.30-18.30 (gratis, uden SPOT armbånd)
https://www.facebook.com/events/1515678973595527
Alle nyheder