Værkpræsentation: Elsewhere

Udvalgte scener fra skabelsen af forestillingen “Elsewhere” - et samskabelsesprojekt mellem studerende fra Det Jyske Musikkonservatorium og Nordisk Teaterlaboratorium

Fem studerende fra den nye bacheloruddannelse “Rytmisk Musik og Samskabelse” ved DJM i Holstebro afrunder deres første semester med en præsentation af deres samskabelsesproces med skuespillere fra NTL, Nordisk Teaterlaboratorium.

Sammen med fem internationale skuespillere in residence på NTL har de studerende udforsket temaet “Elsewhere” og givet temaet et scenisk liv. Musikere og skuespillere har undervejs udvekslet færdigheder fra hver deres kunstneriske praksis og udfordret sig selv og hinanden til at arbejde med både billedkunst, musik og drama, uanset deres eget kunstneriske udgangspunkt. Gennem arbejdet i par og i grupper har de sammen skabt en række scener, som bliver vist ved denne værkpræsentation.

Desuden har musikerne skabt helt ny musik til projektet, med udgangspunkt i den oprindelige NTL-forestilling “Elsewhere”, der havde premiere den 23. november 2023.

Værkpræsentationen er en hybrid mellem en konference og en performance; fremførelsen af en række scener veksler med korte beretninger fra processen. Præsentationen viser, hvor meget musik og drama har tilfælles og hvor meget de to kunstformer kan befrugte hinanden i en samskabelsesproces.

Arbejdet med processen er sket under ledelse af Alice Occhiali og Valerio Peroni, skuespillere, instruktører og undervisere ved NTL.

Alle events