Forord: “Polyrytmik og -metrik i moderne jazz”

I april 1999 havde jeg en længere samtale med min bassist-kollega Todd Coolman, som er forfatter til en Ph.D. om Miles Davis’ kvintet fra 60erne, bestående af Davis på trompet, bassisten Ron Carter, trommeslageren Tony Williams, pianisten Herbie Hancock samt skiftende saxofonister i særdeleshed George Coleman og Wayne Shorter. Jeg spurgte Coolman, hvordan polyrytmiske forekomster virkede på ham som bassist. “På den ene side fylder det mig med skræk, på den anden side med en ubændig lyst til at deltage i festen,” svarede han, og sammenlignede virkningen med den følelse, man kan få i den tivoliforlystelse, hvor gulvet pludselig forsvinder, og centrifugalkraften holder én fast mod væggen.

Jeg tror, at mange jazzmusikere kan nikke genkendende til beskrivelsen. Selv husker jeg på den ene side mine første jamsessions, på Abbedissen i Århus, som skræmmende oplevelser, hvor jeg ville have givet min højre arm for et 1- slag. På den anden side er den polyrytmiske oplevelse – den situation, hvor det, efter eskapaderne, lykkes for alle musikerne at ramme det rigtige 1-slag igen – en af de bedste oplevelser, som udførelsen af rytmisk musik er i stand til at give. Fornemmelsen af at være ude, hvor man ikke kan bunde, og derefter få fast grund under fødderne, er en af grundene til at vedblive at spille jazz, en stilart som med sin blanding af uforudsigelighed og logik, har de nødvendige egenskaber, for at give den helt rigtige oplevelse.

Oplevelsen er selvfølgelig betinget af, at polyrytmerne har en vis styrke, og der skal helst være et element af mystik forbundet med de andre musikeres polyrytmiske ytringer i den givne situation. Derfor er man som jazzmusiker hele tiden nødt til at finde på og lære nye polyrytmiske figurer, især i betragtning af det konkurrence-element, der er forbundet med at ramme 1- slagene korrekt. Det er derfor naturligt, at de fleste moderne jazzmusikere på et eller andet tidspunkt lytter til den pågældende Davis-kvintet, som regnes for det orkester, der for alvor udforskede mulighederne inden for det polyrytmiske felt, og hvis rytmegruppe stadigvæk betragtes som et næsten uopnåeligt forbillede, hvad angår rytmisk sammenspil og kommunikation i jazz.

Det er mit håb, at denne bog på den ene side kan skabe mere klarhed over mulighederne i polyrytmikken og på den anden side kan bidrage til fornyet interesse for kvintettens fantastiske, men temmelig svært tilgængelige musik.

Tak til

Jeg vil rette en særlig tak til Jørgen Andersen, Mogens Andersen, Erik Bach, Arne Dich, Finn Egeland Hansen, Nikolaj de Fine Licht, Kåre Gade, Dan Marmorstein, Camilla Skovbjerg Paldam, Mads Paldam, Carsten Seyer-Hansen, Jesper Søholm, Karin Petersen, Mads Wadmann og Henriette Blæsild Vuust, som alle har været til uvurderlig hjælp i forbindelse med projektet, samt til Kulturministeriets Forskningspulje og Det jyske Musikkonservatorium, som gennem støtte og opbakning har gjort det muligt at påbegynde og fuldføre dette arbejde.

Peter Vuust
Åbyhøj, oktober 1999