Peter Vuust: “Polyrytmik og -metrik i moderne jazz”

Bogen omhandler polyrytmiske forekomster i moderne jazz, belyst gennem en studie af Miles Davis' kvintet fra 1963-68.

Bogen beskriver paradigmatiske forhold i forbindelse med opbygning af polyrytmiske forekomster, semantiske forhold med hensyn til styrken af de polyrytmiske forekomster, syntaktiske forhold, hvor polyrytmikken indgår sammen med det harmoniske og melodiske »ude« i opbygningen af musikkens dynamiske klimaks, polyrytmikkens placering i den interne musikalske kommunikation og polyrytmikkens tidsmæssige placering som fænomen i kvintettens musik.

Peter Vuust

Født 1961. Cand.scient i matematik med fransk som bifag fra Aarhus Universitet. Grunduddannelse i musik. Timelærer ved Rytmisk Center i Silkeborg siden 1988, docent ved Det jyske Musikkonservatorium siden 1995.

Er komponist og udøvende musiker, og har som bassist spillet med en lang række danske og udenlandske kunstnere – fortrinsvis inden for nyere jazz. Har desuden som musiker, komponist og producer medvirket på en række pladeindspilninger i vidt forskellige genrer.

Peter Vuust debuterede med sin egen kvartet i 1997 på cd’en Travel Light (Olufsen Records), som i 1998 efterfulgtes af den anmelderroste The Big View (Story-ville) – med saxofonisten Christian Vuust, pianisten Lars Jansson, trommeslageren Alex Riel samt den norske percussionist Paolo Vinaccia.

[email protected]