01.09.2022

Afskedskoncert – og hyldest til Per Nørgård

Pianist, cembalist og organist Frode Stengaard har undervist på Det Jyske Musikkonservatorium siden 1972, først som timelærer og fra 1999 som docent. Stengaard afslutter sin 50 år lange karriere ved konservatoriet med en koncert, hvor han samtidig hylder en tidligere kollega, komponisten Per Nørgård, i anledning af Nørgårds 90 års dag.

Afskedskoncerten finder sted d. 6. september 2022 kl. 19.30 i Lille Sal, Musikhuset Aarhus. Ved koncerten optræder Frode Stengaard sammen med en anden tidligere kollega fra konservatoriet, baryton og sanglærer Lars Thodberg Bertelsen, der har indsunget alle Per Nørgårds sange på CD. Sammen byder Stengaard og Bertelsen på musik af Per Nørgård, Peter Heise og Carl Nielsen.

Særlig interesse for musikdramatik
Ud over undervisning i klaver og orgel har Frode Stengaard især interesseret sig for at arbejde med de sangstuderende. Han har arbejdet individuelt med de enkelte sangere som repetitør og akkompagnatør og kollektivt med hele faggruppen med faget ensemblesang og med ansvar for indstudering af operapartier til konservatoriets operaopsætningerne.

Studieleder og tidligere operasanger Robert Vinther fortæller om Frode Stengaard:
”Frode arbejder med stor forståelse for den enkelte sanger og for hele sangergruppen og med en viden om repertoire og opførelsespraksis, som er uovertruffen – fra den tidligste musik til helt nyskrevne værker. En kapacitet, som vi kommer til at savne både som musiker og underviser og ikke mindst som det lune og generøse menneske, han er.”

Ud over konservatoriearbejdet har Stengaard været tilknyttet Aarhus Symfoniorkester gennem 45 år som pianist og organist, han er organist ved Skanderborg Slotskirke og har medvirket ved et utal af koncerter og indspillet et stort antal CD’er.

Per Nørgård og Det Jyske Musikkonservatorium
Frode Stengaard har kendt Per Nørgård personligt siden tresserne. Stengaard kom ind på konservatoriet i Aarhus i 1965, netop det år, hvor Per Nørgård under stor opmærksomhed og i protest mod konservatismen ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København rykkede til Aarhus med hele komponistklassen fra København. Med ét blev konservatoriet i Aarhus førende inden for ny kompositionsmusik, og grundlaget blev skabt for det meget levende miljø for ny musik, som stadig præger Aarhus.

Frode Stengaard fortæller:
”Det var for mig oplagt at deltage i de tilbagevendende seminarer med Per Nørgård, selvom jeg egentlig burde sidde med mine forspil og fugaer. En oplevelse fra disse timer står lysende klart i min erindring: Per talte om Messiaen og sluttede med selv at spille dennes revolutionære klaverstykke ”Mode de valeurs” på en fuldstændig hypnotiserende måde. Næsten årtusindet ud satte Per Nørgård sit præg på stedet, nogle gange ved sin blotte tilstedeværelse, og jeg deltog ivrigt som udøvende og lyttende i den overflod af ny musik, der fandt vej til byen.”

Per Nørgård, der i dag bliver betragtet som den betydeligste danske komponist siden Carl Nielsen, blev senere professor i komposition ved Det Jyske Musikkonservatorium. Han blev 90 år d. 13. juli 2022 og bliver i løbet af efteråret ’22 hyldet ved en række koncerter landet over, også ved Det Jyske Musikkonservatorium.

Frode Stengaard har selv arbejdet med en lang række af samtidens komponister og opført deres musik, herunder musik af Per Nørgård. Stengaard har fx medvirket i flere af Nørgårds symfonier med Aarhus Symfoniorkester og har uropført Nørgårds ”Unendlicher Empfang” for to klaverer og metronomer sammen med pianistkollegaen Erik Kaltoft.

Se mere om afskedskoncerten d. 6. september her.

 

Alle nyheder