DJM@Aarhus Festuge: Jyske Brass Quintet
I samarbejde med Aarhus Festuge præsenterer Det Jyske Musikkonservatorium fire klassiske koncerter i Ridehuset.
Jyske Brass Quintet er en nydannet professionel messingblæserkvintet med base i Aarhus, grundlagt af fem kandidatstuderende fra Det Jyske Musikkonservatorium. Musikerne kommer fra forskellige europæisk lande: Spanien, Polen, Norge og Portugal.
Ensemblet har opbygget sin kunstneriske identitet omkring denne mangfoldighed. Koncertprogrammerne er tænkt som kulturelle portrætter, der udforsker kirkemusik, nationale traditioner og dialogen mellem Europas mange stemmer. Koncerten markerer kvintettens første større offentlige optræden.
Program
Enrique Crespo (f. 1941): Suite Americana
Vagn Holmboe (1909–1996): Brass Quintet, Op. 79
Medvirkende
Mateusz Woch — trompet
Gonçalo Mota — trompet
Tomas Prada — horn
Thomas Håkestad — basun
Victor Pàfila Clua — tuba
Klassisk i Ridehuset
Det Jyske Musikkonservatorium har gennem en lang årrække deltaget ved Aarhus Festuge med rytmiske bands og solister på festugens gratis-scener. Som noget nyt stiller konservatoriet nu også med fire klassiske bands – eller ensembler, som man typisk kalder det i den klassiske verden. De fire ensembler repræsenterer en høj grad af diversitet mht. både instrumenter og repertoire.
Publikum kan opleve en guitarkvartet (fire guitarer), en obokvartet (tre strygere og en obo), en fløjte/cello-duo og en messingblæserkvintet. Med musik af blandt andre Mozart, Bach, Piazolla og Vagn Holmboe.
Ensemblerne spiller fra lørdag til tirsdag i Festugen. Hver dag et nyt ensemble. Der er gratis adgang, alle er meget velkomne.
– Lørdag d. 29/8 15.30: ARCC quartet – fire guitarer
– Søndag d. 30/8 15.30 Jysk Brass Quintet – fem messingblæsere
– Mandag d. 31/8 12.30: Dana Electric Obokvartet – obo og tre strygere
– Tirsdag d. 1/9 12.30: Ola Duo – fløjte og cello
Udover Klassisk i Ridehuset præsenterer Det Jyske Musikkonservatorium som altid en række rytmiske bands, denne gang som en del af Blitz Festival. Se mere om DJM på festugen her.
En del af Aarhus Festuge
Aarhus Festuge er Nordens største kulturfestival og samler hvert år kunst, kultur, kreativitet og fællesskab på tværs af hele Aarhus. I løbet af festugen forvandles byens gader, pladser, parker, kulturinstitutioner og uventede byrum til scener for oplevelser, møder og nye perspektiver.

Koncerten er gratis, og du kan bare møde op uden billet. Kom i god tid.