26.01.2021

Online konference om kønsbalance på musikuddannelserne

Sammen med Musikhögskolan i Malmø, Sverige, og med Institutt for rytmisk musikk, universitetet i Agder, Kristiansand, Norge, står Det Jyske Musikkonservatorium bag onlinekonferencen GENUS 2021 om kønsbalance på musikuddannelserne. Konferencen styres fra DJM, men al deltagelse foregår via Zoom.

Konferencen afvikles online mandag og tirsdag d. 1. og 2. marts, begge dage kl. 10:00-15:30.

 

Konferencen henvender sig til alle studerende, undervisere og ledere ved musikuddannelserne i Norden og de baltiske lande. Andre interesserede er også meget velkomne til at tilmelde sig. Deltagelse er gratis.

Der er åbent nu for tilmelding via hjemmesiden. Personer, som er tilmeldt konferencen, deltager også i break-out-rooms med gruppediskussioner m.v. Det forventes, at alle tilmeldte deltager aktivt i gruppediskussionerne på Zoom.

Tilmeldingsfristen er d. 22. februar.

Konferencens indhold

Formålet med konferencen er at udvikle og dele erfaringer med praktiske værktøjer, der kan medvirke til at sikre en større balance mellem kønnene på musikuddannelserne.

Konferencen er en del af et flerårigt GENUS-projekt, hvor der ved dette års konference sættes fokus på kønsbalancen på før-konservatorieniveau, dvs. på musikskoler og MGK-kurser (konservatorieforberedende kurser) og frem til konservatoriernes optagelsesprøver.

Konferencen veksler mellem fælles oplæg, paneldebatter og gruppediskussioner. Der vil bl.a. være oplæg om hvad man faktuelt ved om diversitet blandt børn i musikundervisningen; og om erfaringer fra to nordiske konservatorier med at sikre en mere køns-balanceret optagelsesprocedure.

Der vil være paneldiskussioner om fx relevans og effekt af musik-camps udelukkende for piger og om betydningen af rollemodeller; samt diskussionsgrupper om fx læringsmiljøer på musikskolerne.

Der vil også være levende musik, bl.a. med fire teenagepiger fra Aalborg, som udover at spille med deres band også vil dele deres tanker om at være unge, kvindelige musikere anno 2021.

 

Det praktiske

På konferencens hjemmeside og Facebookevent er der mere info om indhold, oplægsholdere, tidsplan m.m. Op til konferencen kommer der stadig mere info, debat og vidensdeling på både Facebook og Instagram.

Enkelte oplæg vil blive tilgængelige på web og Facebook efter konferencen.

Zoom-link til konferencen kommer senere.

Arrangørgruppen bag konferencen består af både ledere, undervisere og studerende fra de tre konservatorier, der står bag GENUS 2021. På den måde sikres erfaringsudveksling på tværs af hele regionen og på tværs af deltagernes forskellige roller.

De samme tre musikkonservatorier stod bag en tilsvarene konference i Kristiansand i 2019. GENUS-projektet støttes af Nordplus-samarbejdet, Nordisk Ministerråds mobilitets- og netværksprogram for uddannelsesområdet.

 

Alle nyheder