Spansk solotubaist ny studieleder ved DJM
En særdeles erfaren orkestermusiker og underviser skal fremover stå i spidsen for de klassiske uddannelser ved Det Jyske Musikkonservatorium.
54-årige Pablo Fernández tiltræder 1. september som studieleder ved DJM, med ansvar for op mod 150 klassiske studerende. Han har været tilknyttet konservatoriet i Aarhus siden 2021 og har boet i Danmark siden 2014. Indtil da var Fernández solotubaist i Barcelona Symfoniorkester, et af Spaniens fineste orkestre. Siden 2001 har han desuden været tubaprofessor i både Barcelona og Madrid.
Omfattende og bred international erfaring
Som underviser har Fernández bred erfaring med sit eget fagområde, men også med administration af konservatorieundervisning generelt. Han har arbejdet med kammermusik og med ledelse af messingensembler og er en efterspurgt gæstelærer. Han har også arbejdet med ungdomsorkestre og været jurymedlem ved en række internationale konkurrencer.
Fernández er dybt involveret i ledelse og udvikling af internationalt organisatorisk arbejde. Han har stået i spidsen for flere større nationale kongresser og festivaler og er i dag formand for den spanske tuba- og euphonium-forening og bestyrelsesmedlem i International Tuba-Euphonium Association (ITEA).
Netop den brede, internationale erfaring er en væsentlig baggrund for ansættelsen af Pablo Fernández. Rektor Keld Hosbond siger i forbindelse med udnævnelsen:
Med et stærkt internationalt musikerskab og et omfattende kunstnerisk netværk styrker Pablo Fernández konservatoriets internationale profil. Samtidig bringer han høj faglighed og kunstnerisk tyngde ind i ledelsen af de klassiske uddannelser. Ansættelsen er dermed et vigtigt skridt i den fortsatte udvikling af konservatoriets klassiske miljø.
Danmark kalder
Allerede som 22-årig blev Fernández solotubaist i Barcelona Symfoniorkester. Han har spillet på turnéer i Europa, Nordamerika, Mellemamerika og Asien som orkestermusiker, som solist og som medlem af forskellige kammerensembler. Han er medstifter af flere spanske messingensembler og medvirker på CD-indspilninger for en række internationale pladeselskaber, bl.a. Decca, EMI og Naxos.
I 2014 flyttede Fernández med sin familie til Aarhus, hvor hans kone i en længere årrække havde været tilknyttet Aarhus Symfoniorkester. Fra bopælen i Danmark har han fortsat sin undervisning i Barcelona og Madrid og har desuden virket som freelance musiker.
Siden han i 2021 blev tilknyttet DJM som underviser har Fernández lagt et stort arbejde i at få udbygget konservatoriets tubaklasse og bidraget til at styrke hele messingmiljøet på konservatoriet gennem koncerter, masterclasses, kammermusikprojekter – og sociale medier!
Pablo Fernández føler allerede en stærk tilknytning til både konservatoriet og Aarhus. Han fortæller bl.a.:
Fra starten har jeg været meget glad for atmosfæren, menneskene, faciliteterne og det musikalske miljø. Da stillingen som studieleder blev ledig, så jeg det som en meget spændende mulighed for at tage et nyt skridt og bruge mine erfaringer på en ny måde.
I 2025 var han sammen med DJM’s basunprofessor med til at arrangere ”European Low Brass Seminar” i Aarhus med omkring 60 low brass-studerende og -undervisere fra fem europæiske musikkonservatorier. Og i 2027 er han en del af teamet bag ”Christian Lindberg International Solo Competition”, en international solistkonkurrence for messingblæsere og slagtøjsspillere, der afholdes på konservatoriet i Aarhus i september.
Allerede i næste uge kan det aarhusianske publikum opleve Pablo Fernández og hans smittende musikerskab og virkelyst, når han står i spidsen for en gruppe messingblæserstuderende, der skal spille ved den store afslutningsevent på Aarhus Festuge søndag d. 6. september, Seeing Stars. Op til at alt lys bliver slukket omkring Musikhusparken, spiller de studerende musik, som bl.a. er komponeret af Fernández til lejligheden. Han har selv deltaget aktivt i festugens udvikling af den spektakulære event.
Det bliver et frisk pust fra den store verden at få Pablo Fernández fast tilknyttet konservatoriet. Luft under vingerne har han også – siden han som 18-årig blev ansat som tubaspiller i Flyvevåbnets Musikkorps i Madrid har han været optaget af flyvning. Han tog et privatflyvercertifikat og fløj i mange år i en lille Cessna 172; men efter flytningen til Danmark blev det rigtige fly efterhånden erstattet af en flysimulator!
Alle nyheder