28.03.2022

Sangskriverworkshop for unge på SPOT Festival

I samarbejde med SPOT Festival indbyder Det Jyske Musikkonservatorium unge fra 13 til 16 år til en workshop om sangskrivning lørdag d. 7. maj kl. 10-14. Efter workshoppen kan de unge deltagere gå på opdagelse i lørdagens festivalprogram på SPOT til reduceret pris og høre masser af ny musik og lære hinanden bedre at kende. Der er i alt 10 pladser på workshoppen. Interesserede unge kan skrive til adressen nederst i denne nyhed.

Det er fem kandidatstuderende fra Det Jyske Musikkonservatorium, der faciliterer workshoppen, hvor der bliver arbejdet konkret med sangskrivning. De fem studerende er selv unge sangskrivere med gang i karrieren, flere af dem har tidligere optrådt på SPOT. Som konservatoriestuderende har de bl.a. deltaget i et valgfag om hvordan man skaber rum for kreativitet, sangskrivning og idé-udvikling omkring børn og unge, der gerne vil skrive musik. Workshoppen afslutter valgfagsforløbet, der ledes af underviser Anders Graae.

Styrke vækstlag og møde ”virkeligheden”

Med workshoppen ønsker musikkonservatoriet at understøtte vækstlaget inden for den skabende musik. Samarbejdet med SPOT Festival er en oplagt mulighed for at invitere unge sammen i et netværk, hvor de både har mulighed for at spejle sig i hinanden, i konservatoriets sangskriverstuderende og i de professionelle koncerter ved festivalen – altså at opleve hele fødekæden inden for den rytmiske, skabende musik.

Det Jyske Musikkonservatorium har en ambition om at få de studerende ud i ”virkeligheden” og møde ægte samarbejdspartnere i branchen. Workshoppen er et eksempel på, hvordan dette lader sig gøre gennem valgfagskataloget, hvor de studerende kan fordybe sig i både pædagogiske, entreprenørielle og/eller kunstneriske fag.

Ansøgning om deltagelse

For unge fra 13 til 16 år: Send en kort mail til [email protected], hvor du på 3 linjer beskriver hvorfor du gerne vil deltage. Skriv dit fulde navn, adresse, alder og dit mobilnummer. Deadline: 26. april 2022 kl. 12.

Der er som nævnt i alt 10 pladser på workshoppen. Ved for mange tilmeldinger sammensætter musikkonservatoriet et hold på 10 personer. Alle får besked om de er kommet med eller ej snarest efter d. 26.4.

 

Alle nyheder