Nordisk konference om digital læring og undervisning
DJM er medarrangør af en nordisk konference d. 1.-2. december om digitalt baseret undervisning inden for de højere musikuddannelser. På konference New Time Music 2.0, der afvikles online, vil en række oplægsholdere dele erfaringer, udfordringer, best practice m.m. med konferencens deltagere. Der vil være fokus på både tekniske og didaktiske perspektiver, lige som emnerne anskues fra både underviser- og studentervinkel.
Blandt oplægsholderne er eksempelvis grundlæggeren af scoremusic.com, en platform for opbevaring og deling af nodemateriale; der er et oplæg om at afvikle fælles koncerter, på tværs af kontinenter; og DJM’s professor i rytmisk korledelse, Jim Daus Hjernøe, vil fortælle om erfaringerne fra arbejdet i RAMA Vocal Center, hvor 60 undervisere og studerende mødes digitalt hver uge til fælles undervisning.
Konferencen er støttet af Nord Plus-midler fra Nordisk Ministerråd og skal øge, udvikle og forbedre tværnational læring og arbejdsmuligheder gennem digitale værktøjer, så fremtidens musikprofessionelle kan være bedre rustet til den digitale fremtid.
Konferencen er tilrettelagt af fire musikakademier fra Norge, Finland og Estland, udover DJM fra Danmark. Konferencen er åben for alle interesserede, men tilmelding er nødvendig. Mere info på hjemmesiden: https://newtimemusic.eu/
Alle nyheder