19.06.2023

Midtvejsstatus på ”Online Læring i Musikundervisning”

Stor interesse for indsamling af viden om og erfaringer med brug af online læring i musikundervisning

En forsamling på omkring 30 deltagere, heraf flertallet online, deltog d. 2. juni i midtvejsseminar på det tværinstitutionelle udviklingsprojekt ”Online Læring i Musikundervisning”. Projektet undersøger hvordan online teknologi og nye pædagogiske metoder kan gøre undervisningen i musikudøvelse mere vedkommende og relevant for børn og unge på alle niveauer. Projektet gennemføres på et praksisbaseret grundlag, dvs. med udgangspunkt i konkrete undervisningsforløb på de forskellige niveauer.

Der er i stigende grad brug for, at musikundervisningen når ud til potentielle talenter i alle slags miljøer og i alle afkroge af landet. Derfor er konservatoriet gået sammen med Aalborg Kulturskole og Institut for Kultur og Læring ved Aalborg Universitet om dette projekt, hvor der deltager forskere fra AAU ud over undervisere fra både kulturskolen og konservatoriet og musikelever og musikstuderende på alle niveauer.

Midtvejsstatus

Deltagerne på seminaret fik indblik i en række delprojekter og hørte om de foreløbige resultater og erfaringer. Der er tydeligvis en stor interesse for projektet. Mange bruger allerede online teknologi i undervisningen men savner overblik over, hvad der virker, hvor det virker, på hvilke niveauer det virker osv.; der er et stort behov for øget viden og erfaring.

Her midtvejs er 20 undervisere fra DJM og Aalborg Kulturskole i gang med eller ved at starte online læringsforløb. I alt har 27 undervisere været med indtil nu, hvor 8 har afsluttet deres deltagelse. 113 studerende og elever på de to institutioner har afgivet samtykkeerklæringer til at deltage og til at projektet med billeder og videoer kan fremvise aktiviteterne på en praksisnær og konkret måde – til andre i organisationen, nationalt og internationalt.

Der er kun lavet ganske få studier af teknologiunderstøttet musikundervisning, og der findes i det hele taget ikke ret mange undersøgelser, der involverer kreative og kropsorienterede fag. Resultaterne fra dette projekt kan være med til at videreudvikle og kvalificere den erfaring, viden og forskning, der allerede findes på området, samt give ny viden og indsigter, der kan bruges af andre faglige miljøer.

Ud både nationalt og internationalt

Foreningen Danske Musik- og Kulturskoler er meget interesseret i projektet og vil kunne medvirke til at få udbredt resultaterne på musikskoleniveau. Musikskolelærerne har dog metodefrihed, så derfor er det vigtigt at nå ud til den enkelte lærer, bl.a. gennem artikler til musikpædagogernes medlemsblad, gennem konferencer m.v. Der er også stor interesse fra Kulturskolerådene i Norge og Sverige.

På Det Jyske Musikkonservatorium vil resultaterne blive fremlagt i studienævn og for den faglige ledelse for at implementere undervisningsformer og -indhold, der er baseret på den opnåede viden, f.eks. onlineunderstøttede forløb i udvikling af egen øvning, blendede forløb i musikteori og –analyse, samt et helt nyt fag: Digital didaktik i musikundervisning. Resultaterne vil blive formidlet både internt og til andre danske og udenlandske konservatorier.

Forskningsteamet fra AAU er i gang med at opbygge en hjemmeside, der samler viden fra projektet i form af konkrete beskrivelser af og erfaringer med de nye metoder, belyst både fra underviser-, studerende- og forskerside, i form af både tekst, video og grafik. Målet er at lave pædagogiske formater og metoder, som umiddelbart kan anvendes og afprøves af den enkelte musikunderviser og samtidig bidrage med refleksioner og erfaringer omkring metoden.

Ud over arbejdsgruppen bag projektet deltog en lang række interessenter i midtvejsseminaret, herunder musikkonservatorier i både Danmark, Sverige og Norge, musikerforbund fra flere lande, Levende Musik i Skolen, Danske Musik-og Kulturskoler samt en lang række musik- og kulturskoler landet over.

Projektet er støttet af Den Obelske Familiefond, Augustinus Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens fonden og William Demants Fonden.

Alle nyheder

0 resultater