09.09.2020

DJM-studerende med i ny festival med stærke navne

I 2019 blev en helt ny musikfestival født i Aarhus: Aarhus Kammermusikfestival. Festivalen vil udbrede glæden ved den intime musikform som kammermusik er, bl.a. ved at præsentere unge talenter.

Festiuvalen afvikles nu for anden gang i Musikhuset Aarhus fredag d. 11. til søndag d. 13. september og byder på unge danske talenter fra øverste hylde, såsom cellisten Jonathan Swensen, violinisten Anna Egholm og pianisten David Munk-Nielsen.

Der medvirker også mere garvede musikere som fx klarinettisten Mathias Kjøller fra Aarhus Symfoniorkester og ikke mindst den russiske David Oistrakh String Quartet, der indgår ved fire af de i alt syv koncerter ved festivalen. Oistrakh-kvartetten er internationalt berømte for et højt teknisk niveau og et passioneret og temperamentsfuldt sammenspil.

Festivalen er stablet på benene og ledes af en lille gruppe unge musikere, hvoraf to er studerende ved Det Jyske Musikkonservatorium: Elle-Riin Volmer og Tony Nguyen. Desuden medvirker yderligere tre af DJM’s studerende som musikere ved festivalen, ligesom årets festivalkomponist, Magnus Plejdrup, er studerende ved DJM.

Aarhus Kammermusikfestival gennemføres i samarbejde med Det Jyske Musikkonservatorium og Musikhuset Aarhus og støttes af bl.a. Toyota Fonden, Knud Højgaards Fond, Augustinus Fonden m.fl. samt af Aarhus Kommune og Kulturministeriet.

Samlet koncertoversigt fremgår både af DJM’s koncertkalender og af festivalens hjemmeside.

Alle nyheder