DJM-opera: The Consul, af Gian-Carlo Menotti
Gå direkte til billetlink her.
DJM-studerende opfører opera om evigt aktuelt tema
Til alle tider har der været mennesker på flugt. Typisk fra krig eller undertrykkelse. Og de har alle mødt voldsomme og ofte uoverstigelige forhindringer undervejs.
Gian-Carlo Menottis opera ”The Consul” fra 1950 tegner et dystert portræt af en families umulige kamp for at slippe væk fra undertrykkelsen. Den sjældent sete opera bliver opført af studerende fra Det Jyske Musikkonservatorium ved fire forestillinger på Teatret Svalegangen i Aarhus fra d. 15. til d. 19. januar 2026.
Et evigt aktuelt tema
I Europa var flygtningestrømmene enorme ved afslutningen af 2. Verdenskrig og i årene umiddelbart efter, hvor konturerne af det nye, todelte Europa begyndte at tegne sig.
”The Consul” af italiensk-amerikanske Menotti (1911-2007) udspiller sig i et ikke nærmere bestemt europæisk land med totalitært styre i tiden efter krigen. En politisk dissident må flygte til nabolandet, og efterfølgende opsøger hans kone samme lands konsulat for at få visa til sig selv, deres lille barn og bedstemoderen. På konsulatet møder vi flere skæbner, som med hver sin baggrund søger om lov til at rejse til nabolandet. Men igen og igen mødes de af tunge, bureaukratiske forhindringer. Situationen spidser til og udvikler sig dramatisk.
Voldsom musik
Menottis musik underbygger dramaet på scenen. Den kombinerer senromantisk operatradition med elementer af modernisme. Den er dramatisk, nærmest filmisk, med et kraftfuldt udtryk og med melodilinjer inspireret af både Wagner og musical.
Selvom musikken er kraftfuld, er den skrevet for et ret lille orkester. I DJM’s udgave er orkestret yderligere reduceret til ca. 15 musikere. Hvilket passer godt til den forholdsvis lille teatersal og til de unge stemmer.
Menotti var selv italiensk flygtning i USA under krigen. Han kaldte værket for et “musikdrama”, ikke en opera, og han insisterede på, at det skulle spilles på et teater, ikke i et traditionelt operahus. ”The Consul” spillede i næsten 8 måneder på Broadway, og Menotti fik en Pulitzer pris for værket; det var første gang, prisen blev givet til en opera.
Studenterprojekt i professionelle rammer
Det Jyske Musikkonservatorium har tradition for hvert andet år at lave en fuld scenisk opsætning af en opera, med studerende på scenen og i orkestergraven. Scenografi, instruktion, direktion m.m. bliver varetaget af garvede professionelle.
Opsætningerne er en vigtig del af de klassiske studerendes uddannelse, her får både sangere og instrumentalister indsigt i det store maskineri, der ligger bag en musikdramatisk produktion i professionelle rammer.
Produktionen ledes af operasanger Jens Krogsgaard, der underviser i sang og musikdramatik på konservatoriet. Krogsgaard har ud over en omfattende freelancekarriere været fast tilknyttet solistkorpset ved Den Jyske Opera.
Spilledatoer og billetter:
Torsdag d. 15. januar kl. 19.30
Fredag d. 16. januar kl. 19.30
Søndag d. 18. januar kl. 19.30
Mandag d. 19. januar kl. 19.30
Teatret Svalegangen, Rosenkrantzgade 21, Aarhus
Forestillingen varer ca. 2 timer plus en pause.
Billetter a’ 90 kr. inkl. gebyr (50 kr. for studerende) via Svalegangens billetlink: https://svalegangen.billetten.dk/
Rollefordeling
Magda Sorel: Emilie Haaning Christensen
John Sorel: Andreas Gade
Mother: Freja Driesig Sørensen
Secret Police Agent: Hans Christian Brun-Jensen / Bartlomiej Imach
The Secretary: Daniella Flórez
Mr. Kofner: Bartlomiej Imach / Hans Christian Brun-Jensen
The Foreign Woman: Julia Jacobson / Cæcilie Dahl Frederiksen
Anna Gomez: Ylva Ek / Nana Schmidt Olsen
Vera Boronel: Emma Tingager Jacobsen
The Magician: Rasmus Beyer / Clemente Prudencio
Assan: Martin Brejl Borup
Orkester: Studerende ved Det Jyske Musikkonservatorium
Dirigent: Mathias Skaarup
Makup artist: Nana Schmidt Olsen
Instruktion: Jens Krogsgaard
Alle nyheder