Skriverum Mols Bjerge – Fire koncerter og et måltid
Koncert og fortællinger af og med fire up-coming sangskrivere
Fire nye, vedkommende stemmer på den danske musikscene – Laura Maj Zeuthen, Forræder (Viktor Ravn), Pernille Sørensen og Slørede Linier (Asbjørn Rud Mathorne) – studerer alle på sangskriverlinjen ved Det Jyske Musikkonservatorium.
Normalt bruger de lydstudiet og øvelokalet til at skrive sange og producere musik, men i foråret har de fem sangskrivere flyttet fokus ud i Mols Bjerge. Her har de igennem indtryk, dokumentation, research og skriveøvelser ladet omgivelserne påvirke deres arbejde. Til koncerten vil de både optræde med deres sange og fortælle om deres oplevelser i området samt om deres generelle virke som sangskrivere.
Koncerten begynder kl. 18:30 i Skindergade 5 i Ebeltoft, hvor projektet præsenteres. Herefter bliver publikum ført rundt på Maltfabrikken og i Skindergade 5, hvor vi skal opleve solokoncerter med de enkelte artister.
Efter koncerterne samles vi om et måltid mad og et kunstnermøde med sangskriverne i Skindergade 5.
Menu: Sommerfrikassé med asparges, ærter og råsyltede rabarber, serveret med nye kartofler og grøn salat med masser af friske urter og feta samt Bjarkes Brød og pesto.