RMB-show
De studerende fra uddannelseslinjen Rytmisk Musik og Bevægelse (RMB) på Det Jyske Musikkonservatorium har været på en lille turné rundt til efterskoler, højskoler o.lign. Turen rundes af med to shows i Aarhus fredag d. 4. november 2022 kl. 13 og kl. 20. Og for første gang spiller årets RMB koncertshow i den smukke Lille Sal i Musikhuset.
Her kan publikum opleve energi og kreativitet for fuld udblæsning. Showet er komponeret og sat sammen af de studerende selv til turnéen. Læn dig ind i et stort opsat show med energien fra trommer, musik og dans i de studerendes egne kompositioner, strømmende helt op til bageste række.
Tema: Mellem[ ]rum
Som altid er årets show bygget op over et tema eller en tanke – denne gang: Mellem[ ]rum. Fx den korte pause mellem to sætninger; eller tid til stilhed, når man bare er sig selv; eller mellemrum i musik, mellem kroppe, mellem holdninger …
Udover det høje musikalsk niveau har showet tradition for at være både rørende og humoristisk, og samtidig giver det indblik i, hvad der rører sig i de studerendes liv. Showet egner sig til alle aldre, og vi garanterer en nærværende musikalsk oplevelse med denne bevægelige hybridkoncert.
RMB
RMB – Rytmisk Musik og Bevægelse – er en musikpædagogisk bacheloruddannelse med særligt fokus på rytmik, dans og sang. Gennem mange år har det været en tradition, at de studerende i ugen op til efterårsferien forbereder og afvikler et storslået show, bygget op omkring skiftende temaer.
Arrangementet er gratis, og du kan bare dukke op uden billet. Kom gerne i god tid.