RAMA Festival Aalborg 2024
27 koncerter. Fordelt på tre scener. Ganske gratis, og med gode muligheder for at gå direkte fra den ene koncert til den næste. I lounge-området mellem salene er der bløde stole og åben bar.
RAMA Festival er en kæmpe musikfest, samlet i kælderetagen i Musikkens Hus i Aalborg. Her møder du en hel masse unge, entusiastiske og super dygtige musikere inden for stort set alle tænkelige rytmiske og elektroniske genrer.
Den første koncert begynder kl. 12, og den sidste slutter op mod kl. 24. Næsten alle medvirkende er studerende ved Det Jyske Musikkonservatorium, og festivalen viser dels den enorme musikalske spændvidde på konservatoriet, dels det høje niveau.
De tre scener
I ”Klassisk Sal” er der linet op til akustisk musik, uden så meget pjat – bare dig og musikken, fra duo- og kammerjazz til forskellige greb på singer-songwriter-stilen. Og kun lidt forstærket. Oplev fx Aurelia, med personlige sange og hjemmebygget harpe. Eller Liisi Oja Trio med nordisk jazz og estiske folkemelodier.
I ”Rytmisk Sal” er der gjort klar til pop, rock og elektronisk musik, der kræver noget tungere udstyr, og som også har et noget højere energiniveau. Lad dig rive med af bl.a. Wailing Dunes’ teatralske og mystiske Folk Noir-rock. Eller af PopFar og hans ”mindful pop der kan danses til”.
I ”Intimsalen” er der – trods salens navn – fuld tryk på alle kedler, her byder de studerende fra sidst på eftermiddagen til sidst på aftenen på seks forrygende rock, punk og jazz shows! Bliv blæst bagover af fx Andreas Brandts teatralske Amerikana-rock eller af mega-bigbandet Elastic Ensemble med dobbelt rytmegruppe og kæmpe blæsersektion.
Læs mere på www.ramafestival.dk
Se event på Facebook.
Arrangementet er gratis, og du kan bare dukke op uden billet. Kom gerne i god tid.