Prædebut – Karin Jakobsson, klaver

Pianist Karin Viktoria Jakobsson debuterer i 2024 fra Syddansk Musikkonservatorium og turnerer i den forbindelse rundt i landet med sit debutkoncertprogram.

Karin har i løbet af sin solistuddannelse studeret ved Christina Bjørkøe og fordybet sig i musik for soloklaver. I 2022 opførte hun Prokofievs klaverkoncert nr. 1 med Odense Symfoniorkester, og i foråret 2023 rejste hun til New York for at studere hos koncertpianist Victor Goldberg. Ved siden af studierne har Karin et bredt musikervirke med plads til mange forskellige stilarter og koncertformer, og hun har optrådt i kirker, musikforeninger, museer, skoler og kunsthaller, både som solo- og ensemblemusiker.

Programmet er inspireret af billeder og byder på to mastodonter indenfor klavermusikken:

’Udstillingsbilleder’
Modest Mussorgsky’s nære ven, kunstneren og arkitekten Victor Hartmann, døde pludseligt i 1873, og året efter blev en udstilling af hans malerier og skitser udstillet til hans minde. Efter at have besøgt udstillingen blev Mussorgsky inspireret til også at hylde Hartmann ved at komponere sine egne musikalske fortolkninger af hans kunstværker. Resultatet blev ’Udstillingsbilleder’, et værk på 10 satser, der repræsenterer hvert sit Hartmann-billede.

Satserne bliver bundet sammen af små intermezzi, kaldt Promenader. De repræsenterer hovedpersonen, der besøger udstillingen, går fra billede til billede og bliver bevæget af de mange forskellige kunstneriske indtryk.

’Miroirs’
De fem stykker, der udgør Maurice Ravels suite ’Miroirs’, bliver ofte refereret til som lydlandskaber eller tonedigte. De afspejler hver sit scenarie/billede med titlerne ’Natsværmere’, ’Triste fugle’, ’En båd i havet’, ’Narrens morgensang’ og ’Klokkernes dal’. Suiten er anerkendt som et af Ravels helt store mesterværker med sine komplekse harmonier og rytmer, der får musikken til at lyde næsten formfri og improviseret. Med imitationer af fuglefløjt, kirkeklokker, havets bølger og guitarstrenge bliver lytteren inviteret ind i Ravels livlige fantasi, der er inspireret af indtryk fra den virkelige verden.

Arrangementet er gratis, og du kan bare dukke op uden billet. Kom gerne i god tid.

Alle events