Åben masterclass: Håkan Hardenberger, trompet
En af verdens absolut førende trompetister afholder masterclass for DJM’s studerende – og der er fri adgang for alle interesserede!
Hardenberger har gennem flere årtier haft en central betydning for udviklingen af trompetens repertoire og kunstneriske muligheder. Han har optrådt med en lang række af verdens førende orkestre, herunder Berlinerfilharmonikerne, Wienerfilharmonikerne, Concertgebouworkestret, London Symphony Orchestra og Boston Symphony Orchestra.
Et særligt kendetegn ved Hardenberger er hans omfattende arbejde med ny musik. I tæt samarbejde med nogle af samtidens væsentligste komponister har han bidraget markant til udviklingen af det moderne trompetrepertoire. Gennem hans indsats er værker af blandt andre György Ligeti, Harrison Birtwistle, Hans Werner Henze, Tōru Takemitsu, Jörg Widmann og HK Gruber blevet centrale dele af repertoiret.
Stor studierelevans
Masterclassen giver DJMs trompetstuderende en særlig mulighed for at arbejde med en musiker, der ikke alene har været med til at definere internationalt trompetspil på højeste niveau, men som også har haft væsentlig indflydelse på udviklingen af instrumentets repertoire og kunstneriske udtryksmuligheder. Og så er det altid inspirerende for en ung musiker at møde en af verdens bedste inden for sit felt.
Masterclassen er en del af et samarbejdsprojekt mellem Det Jyske Musikkonservatorium og Aarhus Symfoniorkester, med støtte fra Augustinus Fonden. Gennem projektet får konservatoriets studerende mulighed for at møde og arbejde med en række af de solister og gæstekunstnere, som besøger Aarhus Symfoniorkester i løbet af sæsonen. Hardenberger gæster Aarhus Symfoniorkester som både dirigent og solist i denne uge. Besøget afsluttes med koncert fredag d. 30. oktober i Symfonisk Sal, Musikhuset Aarhus.