Koncert med ensemble mosaik (DE)

Det Jyske Musikkonservatorium præsenterer sammen med AUT denne koncert med det eksperimenterende tyske ny musik-ensemble ”ensemble mosaik”, der spiller tre helt dugfriske værker af tre komponiststuderende fra konservatoriet. Derudover spiller ensemblet værker af tre etablerede samtidskomponister, Juliana Hodkinson, Sara Glojnarić og Joshua Alvarez Mastel.

Musik af underviser og studerende

ensemble mosaik ankommer til Aarhus allerede d. 27. september, hvor de holder workshop for konservatoriets komponiststuderende. Tre studerende fra den klassiske linje, Alexandra Carlgren, Matthew Grouse og Sebastian Brix, får i løbet af workshoppen lejlighed til at prøve forskellige ideer af med ensemblets erfarne musikere og får – forhåbentlig – færdiggjort et værk hver til fredagens koncert.

Lektor i komposition ved DJM Juliana Hodkinson er som nævnt en af de etablerede komponister, som ensemblet opfører ved samme lejlighed. Hodkinson er kendt for værker, der kombinerer akustiske instrumenter, elektronik, feltoptagelser og installation og visuelle elementer. Hun har fået bestillinger på værker fra ensembler og festivaler over hele verden. Siden 2020 har hun været en fast del af faglærergrupppen i komposition ved konservatoriet.

Ved koncerten opfører ensemble mosaik uddrag fra Hodkinsons helaftensværk Ground View, som blev uropført i Berlin tidligere på året. Ground View er et partnerværk til Hodkinsons tidligere Angel View. Hvor Angel View var konciperet ud fra tanken om at kigge ned på storbyens kaotiske historie fra fugle- eller engelperspektiv, er Ground View bogstaveligt talt jordet i det aktuelle nu, og i helaftensversionen indgik musikerne i live-debat med publikum om emner indenfor verdensmål og klimakrise.

Ved denne koncert præsenteres to uddrag fra Ground View, hvoraf det ene er et materialespil med stykker af træ, mens det andet er et forsøg på en form for fejlbar überdemokratisk ensemblespil à la 1970-erne, inkl. overspringshandlinger og hierarkier.

ensemble mosaik

Ensemblet er et af de førende ensembler i Tyskland for eksperimenterende samtidsmusik. Ensemblet består af 10 musikere med både blæsere, strygere, slagtøj og klaver. De har et tårnhøjt teknisk niveau og elsker at eksperimentere, meget gerne i projekter hvor de samarbejder med andre musikere, komponister, performere m.fl. I deres optræden søger de gerne nye veje og udtryk gennem nye koncertformater, ved at inddrage sceniske og visuelle elementer osv.

Koncerten er arrangeret i samarbejde med AUT (Aarhus Unge Tonekunstnere). AUT’s aktiviteter er støttet af Statens Kunstfond og Aarhus Kommune.

Der udstedes ikke billetter til denne koncert – kom i god tid.
Alle events