Jacob Gade Kammermusikkonkurrence

I weekenden d. 24.- 25. februar åbnes dørene for Jacob Gade Kammermusikkonkurrence på Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus. Konkurrencen er for unge klassiske ensembler i aldersgruppen 12-21 år. (Der kan søges om dispensation, hvis man er under 12 år.)

Jacob Gade Kammermusikkonkurrence er en landsdækkende konkurrence for unge talentfulde musikere med lyst til at udforske det kammermusikalske univers. Kammermusik tilbyder inspirerende, udfordrende og samskabende musikalske fællesskaber, hvor tonerne skal blive til musik og helheden til mere end delene tilsammen.

Det skaber både spilleglæde og mening, når der musiceres med andre. Her kan man opleve hvordan musikken frembringes i fællesskab, og hvordan hver enkelt har sin rolle at spille. En rolle som hele tiden skifter og dermed inviterer til en fleksibel og åben indstilling til hinanden og den musik, man er i gang med at skabe. Vi ønsker med Jacob Gade Kammermusikkonkurrence at inspirere unge musikere til at finde sammen og have det sjovt med hinanden gennem musikken”. (Line Fredens, violinist og pædagogisk leder.)

Publikum er meget velkommen til både konkurrence og jazzkoncert lørdag og til priskoncert søndag.

Kammermusikkonkurrencen er et samarbejde mellem Det Jyske Musikkonservatorium og Jacob Gades Legat.

Lørdag kl. 10-17: Konkurrence

Selve konkurrencen afvikles i Kammermusiksalen på Det Jyske Musikkonservatorium lørdag d. 24. februar kl. 10 til 17. Her skal de unge ensembler spille for et professionelt dommerpanel, der består af pianist Tanja Zapolski, bratschist Iben Teilmann, trompetist Anders Larsen, guitarist Frederik Munk Larsen, fløjtenist Toke Lund Christiansen og violinist og juryforman Line Fredens.

Lørdag ca. kl. 17-19: Jazzkoncert og prisannoncering

Efter konkurrencen, mens juryen voterer, vil der være en lille times koncert på Klubscenen med Jacob Gade Jazz Kvartet, bestående af Andreas Toftemark, Anders Fjeldsted, Teis Semey og Malte Arndal.

Vinderpriserne annonceres i Kammermusiksalen kl. 18:30. Der uddeles 1. 2. og 3. pris i både den yngre og den ældre kategori. 1. pris i den ældre kategori er på 10.000 kr, og 5000 kr i den yngre kategori. Til begge 1. priser medfølger desuden en invitation til at spille et værk til koncert ved Jacob Gade Festival i Musikhuset København, april 2024, samt ved Odsherred Kammermusik-festival d. 28. juli-2. august 2024.

Søndag kl. 11: Festlig priskoncert

Søndag formiddag er der priskoncert i Kammermusiksalen på Det Jyske Musikkonservatorium med udvalgte ensembler fra konkurrencen, hvor rektor ved Det Jyske Musikkonservatorium er vært og konferencier.

Alle er velkomne til at overvære den festlige afslutning på konkurrencen, hvor deltagerne også vil modtage deres præmier.

Der er gratis adgang til både konkurrencen om lørdagen og til priskoncerten om søndagen.

Der udstedes ikke billetter til denne koncert – kom i god tid.
Alle events