GLOMUS CAMP 2022 – Arabic Night i Gellerup

Klassisk arabisk musik i nye former sammen med GLOMUS CAMP deltagere!

Arabisk inspireret musik fra forskellige kanter. Vi slår tonen an med den anerkendte palæstinensiske sanger og skuespiller Amal Murkus, som sammen med den Aarhus-baserede oud-spiller Maher Mahmoud og den amerikanske multiinstrumntalist Wanees Zarour vil tage os med en tur gennem de klassiske arabiske musiktraditioner.

Herefter overtager Bilal Irshed og Bakri Hemmami scenen. Tilsammen udgør de duoen Voice and Oud, som genfortolker traditionel arabisk musik gennem vokal og strengeinstrumentet ouden.
Med baggrunde i henholdsvis Palæstina og Syrien præsenterer de den stolte, klassiske arabiske tradition, samtidig med at de sætter den i nye kontekster, der fremhæver musikkens fortællende og billedskabende evne. På den måde fortæller duoen vidunderlige historier gennem oudens toner og mwashahat-sang, der får poesi og musik til at smelte sammen og blive til helt et helt nyt kunstnerisk udtryk.

Sidst på aftenen spiller de talentfulde deltagere fra GLOMUS Camp op til dans. Her byder vi på god stemning og retfærdige barpriser på alt fra sodavand og øl til et varmt glas tyrkisk the.

Dørene åbner kl. 19:00.
(Gratis adgang for deltagere i Glomus Camp.)

Arrangementerne er en del af GLOMUS Camp 2022.

GLOMUS Camp 2022 er arrangeret af GLOMUS, Global Music Network, som er et ambitiøst netværk for proaktive musik- og kunstakademier fra hele verden. Det Jyske Musikkonservatorium er medstifter af netværket, som omfatter 25 partnerinstitutioner fra alle kontinenter. Det er første gang, GLOMUS Camp bliver afholdt i Skandinavien.

Se mere om GLOMUS Camp 2022 i Aarhus her.

Der udstedes ikke billetter til denne koncert – kom i god tid.
Alle events