CALLS TO THIS NUMBER ARE BEING DIVERTED

AUT præsenterer en helaftens musikteaterforestilling, der foregår i et absurd callcenter. Forestillingen er skrevet af komponisten Matthew Grouse.

Der er ialt tre forestillinger på Teater Refleksion, Frederiksgade 72, Aarhus C, fra d. 2. til d. 4. februar 2024. Forud for hver forestilling er der en deltagerbaseret installation i teatrets foyer.

Forestillinger

Fredag d. 2.2. – Dørene åbner for installationen kl. 19 / Forestillingen starter kl. 20
Lørdag d. 3.2. – Dørene åbner for installationen kl. 19 / Forestillingen starter kl. 20
Søndag d. 4.2. – Dørene åbnes for installationen kl. 15 / Forestillingen starter kl. 16

Billetter: 100 kr. voksne / 50 kr. studerende

OBS! Interesserede publikummer opfordres til at tilmelde sig valgfrit ekstramateriale, som leveres over telefonen i ugerne op til forestillingen. Se mere og tilmeld dig på dette link: https://forms.gle/Vpo3uKT2yfjwweEE9

Om forestillingen

Hos dataindsamlingsbureauet ‘Resounding Success’ sidder callcentermedarbejdere (spillet af Andreas Borregaard og Anna Jalving) udstyret med instrumenter og et foruroligende kunstigt smil bag deres computerskærme og venter. Mens de venter på at deres opkald bliver stillet om, høres firmaernes ventemusik, spillet af et husorkester, der kun anes som silhuetter bag en belyst skærm. (Hold-musik trio: Kirstine Elise Pedersen, Hsiao Tung Yuan og Joss Smith).

Forestillingen bevæger sig på grænsen mellem ny musik, eksperimentelt teater med publikumsdeltagelse og interaktiv installationskunst. Blandt forestillingens centrale temaer er den foruroligende musikalitet, der ligger i det stærkt monotone arbejdes tranceskabende karakter, i ‘cold calls’ og i moderne arbejdspladsteknologi. Andre temaer er de psykologiske virkninger af ventemusik og eksistentielle spørgsmål omkring tid, formål og handlekraft.

I et interview i musikmagasinet Seismograf fortæller Matthew Grouse bl.a. at han prøver at skrive musik, der i stedet for blot at efterligne æstetikken i ventemusik på en én-til-én-måde forsøger at indkapsle, hvordan det føles for ham selv at lytte til ventemusik. Han forsøger at trække denne følelse ud af musikken; han er interesseret i det næsten kontemplative rum, som hans ‘version’ af ventemusikken fremkalder.

Team

Komposition/koncept: Matthew Grouse
Produceret af: AUT – Aarhus Unge Tonekunstnere
Solister: Andreas Borregaard (accordeon og stemme) og Anna Jalving (violin og stemme)
Ensemblemusikere: Hsiao Tung Yuan (slagtøj, keyboards, stemme), Kirstine Elise Pedersen (cello, guitar, stemme), Joss Smith (klarinet, fløjter, melodica, stemme)
Dramaturgisk konsulent: Anna Sofie Keller Brandsborg
Lydtekniker: Morten Elkjær
Produktionsassistance: Jacob Ridderberg og Frederik Sakham
Bidrag til installation og video: Jan Giedroyc
Stemmeskuespil: Jan Giedroyc, Lily Grouse, Sam Wilson, Harry Gorski-Brown

I samarbejde med: Current Resonance, Teater Refleksion, K!ART, Don’t Look Back Records

AUT er meget taknemmelig for den økonomiske støtte til projektet fra følgende fonde:
Statens Kunstfond, William Demant Fonden, Det Obelske Familiefond, Augustinus Fonden, Dansk Komponistforening , KODA Kultur, CAC Fonden, Knud Højgaards Fonden, Aarhus Kommunes Musikpulje.

Arrangementet er egnet for personer fra 12 år og opefter.

Alle events